Lars Chr. Lilleholt (V), energi- forsynings- og klimaminister, mener, at Danmark inden for EU har fået en meget høj forpligtelse, fordi den danske CO2-udledningen skal reduceres med 40 procent.

- Derfor er det vigtigt, at vi får fleksible muligheder for at medregne eksempelvis kulstofbinding i jord og skov og mulighed for at annullere kvoter, sagde ministeren.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han lægger vægt på, at tiltagene giver mulighed for at løse det danske reduktionskrav så effektivt og billigt som muligt, så det ikke går ud over landbruget.

- Men det er også vigtigt, at andre lande påtager sig deres forpligtelser. EU skal vise format og lederskab, og vise at vi påtager os vores andel af opgaven med den grønne omstilling, sagde han.

Landbruget skal hjælpe

Maria Reumert Gjerding (EL) erkender, at der ikke er tvivl om, at Danmark er pålagt en stor reduktionsforpligtelse.

- Fødevareproduktionen spiller en stor rolle. Derfor skal landbrug og fødevareproduktion tænkes helt anderledes, for landmænd kan hjælpe os med at løse udfordringerne, sagde hun.

Derfor foreslår hun, at støtten til landbruget skal omlægges.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi skal betale landmænd for at hjælpe os med at løse nogle af udfordringerne. Landmænd skal i stedet for den nuværende støtte have støtte for initiativer, som kan standse tab af natur og arter og forbedre klimaet, så truede arter som viber og lærker kan vende tilbage til det åbne land, sagde hun.

- Der er ingen fremtid for et fødevaresystem, hvor foder og fødevarer skal transporteres flere gange rundt om jorden. Vi skal have en højere grad af selvforsyning, sagde hun.

Ikke et naturligt marked

Viceformand Lars Hvidtfeldt, Landbrug & Fødevarer, medgav, at det kan være aktuelt med støtteordninger på områder, hvor markedet ikke kan levere.

- Det kan for eksempel være til CO2-binding og natur, hvor der ikke er et naturligt marked i dag, sagde han.

Han mener, at dansk landbrug kan bidrgae meget til den globale CO2-reduktion. Ikke fordi dansk landbrug fylder ret meget globalt i klimaregnskabet, men fordi dansk landbrug er førende inden for knowhow.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Vil sikre rammer

Lars Chr. Lilleholt er ikke enig med Maria Reumert Gjerdings tankegang om at støtte landbrugets klimaindsats.

- Jeg er ikke interesseret i at opfinde nye støtteordninger, men i at sikre rammer for, hvordan landbruget kan fungere, sagde han og roste landbruget for erhvervets hidtidige indsats.

Og han tilføjede, at han er stolt af dansk landbrug, når han ude i verden oplever, hvor stor respekt, der er om det danske landbrug ude i den store verden.

Landbruget er unikt

Maria Reumert Gjerding mener dog, at det er rimeligt at betale landbruget for at bidrage til at løse klimaudfordringen, som hun kalder en af de største udfordringer.

- Og landbruget kan noget helt unikt. Der skal satses mere lokalt og satses på dyrehold i mindre skala. Landbrug er noget særligt og kan ikke sammenlignes med fabrikker, der producerer sko, sagde hun.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Lars Chr. Lilleholt ser også landbruget som en løsning til massiv kulstofbinding.

- Men det er afgørende ikke at lægge en masse nye byrder på erhvervet, og jeg tror ikke på den landsbyidyl, du er talsmand for, sagde han direkte til Maria Reumert Gjerding.

Lars Hvidtfeldt tilføjede, at Maria Reumer Gjerding gør klimaindsatsen en bjørnetjeneste med sit forslag, fordi resultatet vil være, at store dele af produktionen vil flytte ud af landet.