Det kan godt være, at de danske landbrugsorganisationer er rystede over de krav, EU stiller om stærke klimainitiativer i forbindelse med den nye klimaplan.

Og det kan også godt være, at de borgerlige partier vil forsøge dels at forhandle kravene ned, dels at købe kvoter og dels at opnå de krævede sænkninger af CO2- belastninger ad andre kanaler - eksempelvis større forbedringer på bygnings- og transportområdet. Men hos Enhedslistens klima- og miljøordfører, Maria Reumert Gjerding, er der ikke megen trøst at hente, hvis det gælder om at slippe for større krav:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Overordnet er EU's mål slet ikke ambitiøse nok, hvis vi skal leve op til målene i Parisaftalen. Så skal reduktionerne i landbrugs- og transportsektoren være endnu mere ambitiøse. Det understreger kun, at det er på tide at komme i gang med den grønne omstilling af landbruget. I alt for lang tid, har vi ikke gjort det, vi burde gøre. Det er ved at være sidste udkald, og vi skal i gang med det samme, siger Maria Reumert Gjerding til Maskinbladet.

Kæmpe potentiale

Maria Reumert Gjerding mener, at vi skal tænke landbrug på en helt ny måde og udvikle landbruget mere, end det hidtil er sket:

- Landbruget har et kæmpe potentiale i forhold til at binde kulstof i jorden. Men det kræver, at vi ser mere kritisk på de dyrkningsmetoder, vi anvender. Landbruget kan bidrage meget mere, end det gør i dag. Der er ingen tvivl om, at der de kommende år skal investeres i forskning og udvikling i de metoder, vi skal bygge fremtidens landbrug på, når det kommer til klima og landbrug. Det understreger klimamålene også. Det gælder både dyrkningsmetoder og den strukturelle opbygning. Fremtiden er ikke til en svineproduktion, hvor vi i Danmark producerer så mange svin til hele verden. Vi skal se meget mere på en lokal og regional selvforsyning med økologiske fødevarer. Det er en langtidsholdbar løsning på klimaproblemet, siger hun videre.

Kritiske briller

Maria Reumert Gjerding afviser dansk landbrugs påstand om, at producerer vi ikke svin i Danmark, sker det i andre lande og på en langt mere miljøbelastende måde:

- Vi skal kigge på de tal med meget kritiske briller og blandt andet huske at medregne klimabelastningen fra den store import af foder. Den måde, der produceres på i andre lande, er ikke meget mere klimabelastende end den måde, det sker på i Danmark. Tvært i mod må vi tænke i andre baner - også på de fjerne markeder i eksempelvis Fjernøsten. Landbruget skal bidrage med flere arbejdspladser i de landbrugsdistrikter, der har så hårdt brug for det, mener Enhedslisten.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Mere forarbejdning

Det betyder dog ikke, at det skal være præcis de samme arbejdspladser, som vi har i dag:

- Landbruget har mulighed for at beskæftige langt flere, hvis der satses på forarbejdning af fødevarer i stedet for eksempelvis at eksportere smågrise eller levende svin ud af landet og derved placere slagteriarbejdspladserne i andre lande, siger Enhedslistens ordfører, der erkender, at dansk landbrug har arbejdet systematisk med klimabelastningen, men at man langt fra er i mål.