Oplysningerne om, at Fødevarestyrelsen allerede i 2008 blev advaret om, at udviklingen af MRSA i danske svinebesætninger burde tages i opløbet, får nu Enhedslistens miljøordfører Maria Reumert Gjerding til at kalde miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen i et lukket samråd:

- Jeg vil vide, hvad i alverden, der er foregået i Fødevarestyrelsen. Det er fuldstændigt uholdbart, at embedsmænd tilbageholder vigtige anbefalinger fra nogle af de førende eksperter inden for antibiotika resistens og smitte. De sikrer, at de pågældende anbefalinger ikke kommer frem til politikerne, fordi de er bekymrede for, at vi lytter til anbefalingerne, og at det kan have økonomiske konsekvenser for landbruget, siger Maria Reumert Gjerding til Maskinbladet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Overskredet beføjelser

Hun understreger behovet for at komme i gang med en effektiv indsats mod MRSA ude i svinestaldene:

- Nu må vi lytte til anbefalingerne om at sætte ind i avlstoppen og fjerne bakterierne fra svinebesætningerne. Fødevarestyrelsen har overskredet sine beføjelser. Det er ikke embedsmænds opgave at sortere i anbefalinger og lave en afvejning mellem hensynene til landbrugets økonomi og befolkningens sundhed. Det er helt entydigt et politisk ansvar. Det er en skandale og en vanvittig sag. Noget tyder på, at der er alt for tætte forbindelser mellem Landbrug og Fødevarer og Fødevarestyrelsen. Det skal der ryddes op i. Det vil jeg drøfte med ministeren i et lukket samråd. Det handler jo om embedsmænd, og det mener jeg ikke er egnet til at drøfte i offentligheden. Ministeren skal kunne tale frit om sine ansatte, fortsætter Enhedslistens miljøordfører.

Utilstrækkelig indsats

Hun efterlyser en klart mere markant indsats mod MRSA end allerede besluttet:

- Den nuværende handlingsplan er utilstrækkelig, hvad denne sag også afdækker. Vi kan nu se, at de anbefalinger om, hvad der virkelig skal til, er tilbageholdt. Handlingsplanen skal udbygges med en indsats i avlstoppen og ude i svinestaldene, og det kan kun gå for langsomt. Vi skal fjerne MRSA fra, hvor smitten spredes. Vi må se mod den norske indsats, der har haft en forholdsvis høj succesrate. Vi er tæt på, at det er for sent. Vi kan ikke passivt se til, at antibiotikaresistente bakterier spreder sig i samfundet og smitter mellem mennesker. Det er vores opgave at komme i arbejdstøjet, og det skal ske nu, siger Maria Reumert Gjerding.

Landbruget må betale

Hun er ikke i tvivl om, at en effektiv indsats bliver langt dyrere nu, end hvis man havde grebet ind i tide:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- For hvert år, der er gået, er det kun blevet dyrere for samfundet. Det bliver ekstremt dyrt, men der er på den anden side heller ikke tvivl om, at gør vi ikke noget, bliver det endnu dyrere. Derfor skal vi i gang nu. Der kommer en regning til både landbruget og borgerne, fordi man han ventet så længe på at løse nogle problemer, der starter i landbruget, slutter Enhedslistens miljøordfører.