Enhedslisten har fremsat et beslutningsforslag i Folketinget om, at der skal gennemføres ændringer af lovgivningen, så det sikres, at alt kvæg, der er ældre end tre måneder, skal på græs i sommerhalvåret.

- Kvæg er store dyr, som har brug for at røre sig. Derfor er det dybt bekymrende, at kvæg i stigende grad holdes i stalden hele døgnet hele året rundt. Der er de seneste år sket en dramatisk reduktion i antallet af køer, der kommer på græs. For 10 år siden kom cirka 75 procent af alle køer på græs. I dag er det kun cirka 25 procent, der kommer på græs ? heraf er cirka 10 procent økologiske, skriver Enhedslisten blandt andet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Sammenhæng

Der henvises til, at den pågældende udvikling er sket samtidig med, at strukturudviklingen øger størrelsen på kvægbesætningerne, især hvad angår besætninger med malkekøer:

- En indsamling af informationer fra kvægbesætningerne udført af Dansk Kvæg og samlet i Kvægdatabasen viser, at der er en sammenhæng mellem besætningsstørrelsen og hyppigheden af, at køerne kommer på græs. Således er det over 90 procent af de mindre besætninger med under 50 årskøer, der kommer på græs, mens kun 10 procent af kvægproducenterne med over 250 årskøer sender køerne på græs. Årsagen til, at køerne holdes i stalden og aldrig kommer ud, er primært, at det letter den daglige drift at have køerne samlet og tæt på malkemaskinerne. Mange bedrifter har heller ikke den fornødne jord i nærheden af bygningerne til at have køerne ude og mangler drivgange af god kvalitet, hvorfra køerne kan føres fra fold til stald og hen til malkemaskinerne, oplyser Enhedslisten.

Sygdomme

Forslagsstillerne mener videre, at det har store velfærdskonsekvenser for kvæg, at de ikke kommer på græs:

- For eksempel er langt det største velfærdsproblem for danske køer sygdomme ved deres klove. Det anslås, at hver femte danske ko lider af digital dermatitis, hvilket er en hudbetændelse, som blandt andet kan opstå ved kontakt med gylle. Digital dermatitis er meget smertefuldt og kan medføre, at en stor del af den bageste del af kloven bliver ødelagt. Sygdommen kan forebygges ved blandt andet at holde klovene rene og tørre, hvilket kan opnås ved at lade køerne komme på græs, konstateres det.

Taberkøer

Der peges videre på, at køer på græs har bedre mulighed for at hvile sig på et eftergiveligt underlag, hvor der ikke er kamp om hvilepladserne:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Problemerne med "taberkøer" er også lavere, når køerne går på græs, end når de er opstaldede, fordi der ved græsning er mindre konkurrence om plads og foder. Det gør, at aggressionsniveauet er lavere, og at lavt rangerende dyr har mulighed for at undgå de dominerende køer, mener Enhedslisten med henvisning til en analyse om afgræsningens betydning for danske malkekøers sundhed.