En helt ny miljøovervågningsrapport fra Århus Universitet viser ifølge Enhedslistens miljøordfører, Maria Reumert Gjerding, at forureningen med kvælstof stiger markant i 2015, og at størstedelen af udledningen stammer fra landbruget:

- Det er tredje år i træk, at kvælstofforureningen stiger, stik imod de prognoser, der blandt andet dannede grundlag for regeringens landbrugspakke. Her antog man, at gældende miljøregulering ville sikre faldende kvælstofudledningen. Det er temmelig chokerende, at vi ser så markant en stigning i udledningen af kvælstof til vores natur og vandmiljø i 2015. Hvis vi skal stoppe den voldsomme forurening, er et helt nødvendigt første skridt at rulle regeringens landbrugspakke tilbage, siger Maria Reumert Gjerding.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Rokker ved grundlag

Hun mener, at den nye rapport rokker ved hele grundlaget for regeringens landbrugspakke, hvoraf det fremgik, at kvælstofforureningen ville falde:

- Nu kan vi se, at det forholder sig stik modsat i den virkelige verden. Det betyder jo, at den øgede forurening fra landbrugspakken risikerer at få katastrofale konsekvenser for vores drikkevand og vores natur, drikkevand og sårbare kystfarvande. Esben Lunde Larsen er nu kaldt i samråd for at forklare, hvilke konsekvenser det skal have at landbrugets forurening er langt højere, end vi troede. Det er helt nødvendigt, at miljøministeren griber ind med det samme og sikrer, at forureningen med kvælstof nedbringes markant. Det er tredive års arbejde for et renere vandmiljø, vi risikerer at sætte over styr, når forureningen stiger så voldsomt, og der er med landbrugspakken oven i købet er slækket på miljøreglerne i stedet for at stramme op, siger Maria Reumert Gjerding.