Efter introduktionen på det danske marked i 2010 har Energipoppel foreløbig fundet vej til 560 hektar, som allerede er tilplantet.

Det er kun 18 måneder siden, de første stiklinger blev planetet, men interessen for Energipoppel på landbrugsjord har siden da været støt og stejlt stigende, konstaterer firmaet Forstmiljø, som er specialister i Energipoppel.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Fra 40 hektar i 2010 har vi i foråret 2011 leveret plantemateriale til 560 hektar energiplantninger med højtydende italienske poppelkloner. Og både professionelle landmænd og fritidslandmænd har taget godt imod Energipoplen, siger Jens Stenhøj fra Forstmiljø:

- De professionelle landmænd ser afgrøden som del af deres markproduktion. Energipoppel dækker samtidig efterafgrødekravet og er et produktivt alternativ til de mere marginale jorde. Fritidslandbrugerne har fokus på dyrkning af deres egen energi i form af brænde eller flis, fortæller Jens Stenhøj fra Forstmiljø.

Italienske rødder trives i dansk jord

Trods deres oprindelse i Italien viser de første erfaringer, at Energipoppel trives godt på vores breddegrader. De 22 centimeter store stiklinger har siden plantingen i foråret 2010 haft en imponerende tilvækst. Enkelte steder har planterne nået en højde på fem meter og en fældediameter på syv centimeter efter 18 måneders vækst.

- Poppel er nem at dyrke, når den først er etableret. Intensiv renholdelse er nødvendig i starten, men træerne lukker hurtigt over arealet, lyder det fra Forstmiljø.

Individuelle modeller og tilskudsmuligheder

Energipoppel kan dyrkes i forskellige modeller tilpasset forholdene hos den enkelte landmand.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- På store og regulære arealer høstes poplerne hvert andet eller tredje år, hvor de er mellem fem og otte meter høje. På mindre og kuperede arealer høster vi mellem hvert sjette og tiende år. Her kommer energiplantningen til at fremstå som egentlig skov, siger Jens Stenhøj.

Energipoppel er landbrugsafgrøder med mulighed for at modtage tilskud via EU-enkeltbetaling og ekstensivt jordbrug. Energipoppel betragtes også som efterafgrøde. Der plantes desuden mange arealer som skovrejsning, der dog skal fældes hvert 10. år for at opretholde EU-tilskuddene.

- Samtidig er det bæredygtig energi, og Energipoppel er et af svarene på stigende behov for biomasse. Derfor er det foreløbigt indtil 2012 muligt at få etableringsstøtte til plantning af energiafgrøder på landbrugsjord, fortæller Jens Stenhøj.

Markvandringer over hele landet

Forstmiljø arrangerer markvandringer i løbet af september og oktober i plantager over hele landet. Her er det muligt at få mere information om etablering, renholdelse, afsætningsmuligheder og økonomi.