Et usædvanligt stort antal har i løbet af sommeren og efteråret søgt om udbetaling af projekt-tilsagn hos NaturErhvervstyrelsen.

Det betyder, at NaturErhvervstyrelsen er i gang med at behandle et ekstraordinært stort antal udbetalingssager, og NaturErhvervstyrelsen arbejder på højtryk med at få udbetalt så mange af som muligt inden årets udgang.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Baggrunden er, at det er nu, at de sidste penge fra EU's landdistriktsprogram 2007 - 2013 skal udbetales for at få EU-finansieret tilskuddet.

NaturErhvervstyrelsen forventer at nå de fleste sager i 2015, men der kan være nogle få hundrede, som først får deres udbetaling i begyndelsen af 2016. De sidste skal dog ikke frygte for deres tilskud, selvom pengene først udbetales i det nye år.

På grund af de mange ansøgninger er sagsbehandlingstiden for udbetalingerne af projekttilskuddene længere end normalt. Fra sagen er fuldt oplyst og dokumenteret kan der gå to til tre måneder før udbetaling sker.

I de sager, hvor NaturErhvervstyrelsens kontrollører skal ud og fysisk konstatere, at tilskuddet er givet korrekt til den konkrete investering, kan der gå yderligere to måneder.