Med 30 ekstra medarbejdere og ekspertbistand fra Kammeradvokaten i 2016 og 2017 sætter erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen nu ekstraordinært ind for at nedbringe sagsbehandlingstiden i Natur- og Miljøklagenævnet. I alt tilføres området 23 millioner kroner fordelt med 5 millioner kroner i 2016 og 18 millioner kroner i 2017.

Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi sætter nu ekstraordinært ind med 23 millioner kroner til en taske force med 30 ekstra medarbejdere, og ekspertbistand fra Kammeradvokaten, så vi kan få den opståede sagspukkel i Natur- og Miljøklagenævnet ud af verden i løbet af 2017. Regeringen ønsker med de ekstra midler at prioritere blandt andet sagerne om kystsikringsprojekter og andre samfundsøkonomisk vigtige sager. Det er ambitionen, at disse vigtige sager kan løses inden sommeren 2017.

I 2016 og 2017 ansættes 10 ekstra medarbejdere til sagsbehandling i den nye styrelse Nævnenes Hus. Derudover oprettes der et korps i København bestående af 20 erfarne og nyansatte medarbejdere, der ligeledes skal hjælpe med sagsbehandling af klagesagerne. Initiativet sker i tæt samarbejde med Miljø- og Fødevareministeriet. Endelig er der afsat midler til, at Kammeradvokaten, der har stor ekspertise inden for området, i 2016 og 2017 kan levere ekstern bistand i klagesagerne.

- De ekstra ressourcer skal sikre, at virksomheder og borgere ikke oplever uacceptabelt lange sagsbehandlingstider i denne overgangsperiode, hvor Natur- og Miljøklagenævnet flytter til Nævnenes Hus i Viborg. Med tiden forventer vi, at den nye organisering vil effektivisere sagsbehandlingen, og med de ekstra ressourcer vi nu tilfører, sikrer vi, at serviceniveauet også lever op til borgere og virksomheders forventninger på kort sigt, siger erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen.

Som led i udflytningen af statslige arbejdspladser flytter klagenævnet ind i den nye styrelse Nævnenes Hus i Viborg fra 1. januar. Som følge heraf har en række erfarne medarbejdere i Natur- og Miljøklagenævnet fået nyt job, og det har skabt en sagspukkel på cirka 740 sager i 2016.

Nævnenes Hus kommer fra den 1. januar til at samle 14 nævn - herunder også Natur- og Miljøklagenævnet, som bliver delt op til Miljø- og Fødevareklagenævnet og Planklagenævnet.