Selvom Jens Hansen fra TBS Maskinpower selv er sælger, fremhæver han firmaets to serviceeksperter Hans og Rico som en af de væsentlige årsager til succesen for selvkørende sprøjter.

Takket være de mange sprøjter, TBS allerede har på arbejde rundt om i Danmark, har maskinforretningen nemlig den nødvendige volumen til at kunne have serviceeksperter på lønningslisten.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- De kender sprøjterne ned til mindste detalje og kan derfor hurtigt få kunderne videre, hvis de undtagelsesvist har haft et nedbrud. Det er altafgørende for alle, uanset om det er en maskinstation med mange tusind hektar i ordrebogen eller en landmand, der vil ramme det helt optimale tidspunkt for plantebeskyttelse.

De to sprøjteeksperter står også i spidsen for at renovere og klargøre de brugte sprøjter til endnu en tørn hos en ny ejer. Der er en del kunder, der har været med på 'den selvkørende sprøjtevogn' så længe, at de er gået i gang med 2. generation i deres maskinpark.

- De renoverede sprøjter er en udmærket løsning til de fleste gårde. Vi bliver kontaktet af mange, der overvejer at skifte til flydende gødning, og derfor skal over markerne så mange gange, at det bliver rentabelt med en selvkørende sprøjte - og måske er en renoveret sprøjte det, der får regnestykket til at gå op for dem, fortæller han.

Meget mere end en sprøjte

Når talen falder på selvkørende sprøjter, er det ofte noget med brede bomme og høj kørehastighed. Ifølge Jens Hansen er det kun noget af historien.

De gule Challenger RoGatorer (som i løbet af 2018 bliver Fendt-grønne) er naturligvis udrustede med avanceret teknologi for at opnå maksimal effekt af plantebeskyttelsesmidlerne med mindst muligt forbrug. Dertil kommer, at mange af dem leveres med autostyring på RTK-niveau og mulighed for dyseafblænding. Med en 36 meter bom er der virkeligt noget at spare, hvis der er mange kiler i markerne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Sprøjterne er også ideelle til udbringning af flydende gødning, hvilket flere og flere benytter sig af. Det giver mange flere arbejdstimer pr. år til sprøjten, og det resulterer i en meget lavere ha-pris i investeringskalkulerne. Men ifølge Jens Hansen er det lige så meget nøjagtigheden i udbringningen, der betyder noget for landmændene.

- Med den præcision, vi tilbyder, kan de også gødske de yderste meter af marken, ja faktisk den yderste række afgrøder optimalt, og det kan ses på udbyttet.

Endelig er sprøjterne trods deres størrelse utroligt fleksible. De kan hurtigt komme fra den ene mark til den næste, de er komfortable på landevejen, og med hydraulisk indstillelig sporvidde kan de hurtigt tilpasses forskellige rækkeafgrøder og dyrkningssystemer. Og så sidst men ikke mindst er førerkomforten god.

- Kabinen er topmoderne, brugervenligheden i top, overblikket perfekt og chaufføren har mindst mulig kontakt med plantebeskyttelsesmidlerne - så det bliver pludselig en fornøjelse at sprøjte og gødske, mener Jens Hansen.