Egebjerg International A/S, der blev grundlagt i 1969, er blevet nødsaget til at indgive sin konkursbegæring.

Det bekræfter administrerende direktør Carl Trock over for maskinbladet.dk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det seneste regnskab fra 2013 viste, at Egebjerg International havde visse udfordringer: Nettoresultatet var på -11,7 millioner kroner og bruttofortjenesten på 18,5 millioner kroner. Året før var bruttofortjenesten på 26,7 millioner kroner og netteresultatet på -2,7 millioner kroner.

I sit årsregnskab skrev Egebjerg International, at man havde iværksat en en turnaround plan:

- Ved udgangen af 2012 forventede selskabet en forbedret driftsøkonomi blandt andet baseret på omkostningstilpasninger, der ville give fuld effekt i 2013, samt fuld udnyttelse af investeringen i et nyt forretningssystem. Resultatet af disse indsatser blev dog ikke som forventet, blandt andet fordi implementeringen af det nye forretningssystem fortsat viste sig mere tids- og omkostningskrævende end forventet. Og da selskabets omsætning fortsatte den negative udvikling, besluttede selskabets bestyrelse at igangsætte en turnaround plan med det formål at genskabe en stabil og positiv drift i selskabet.



Carl Trock tiltrådte som administrerende direktør for Egebjerg International A/S den 1. september 2013.

Egebjerg International A/S fokuserede i sine første år på halmballevogne, men midt i 70'erne blev produktionen koncentreret til udelukkende at fokusere på inventar til svinestalde.

I 1980 fik firmaet tilføjet et fodringsanlæg, så der kunne tilbydes samlede løsninger med både inventar og fodringsanlæg.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Egebjerg International har omkring 60 ansatte.