I et nyt forslag skal det i fremtiden være slut med borgere, der bekymrer sig om fremtiden, når der anlægges nye motorveje eller opsættes højspændingsmaster, skriver jydskevestkysten.dk. Det håber folketingsmedlem og tidligere mangeårig minister Hans Christian Schmidt (V) bliver resultatet af hans forslag om at gentænke processen fra et stort anlægsprojekt offentliggøres, til det bliver til virkelighed. Alt for mange borgere kommer nemlig i klemme, når staten igangsætter store byggeprojekter, mener politikeren. Især når staten eksproprierer.

- Det går alt for langsomt. Folk er alt for ofte låst fast i en situation, hvor de ikke ved, om de er købt eller solgt, siger Hans Christian Schmidt til jydskeveskysten.dk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ifølge Jydskevestkysten.dk skal den sønderjyske eksminister derfor nu stå i spidsen for et udvalg, der skal tage initiativ til en konference i starten af det nye år. Konferencen skal kickstarte et arbejde, hvor det skal undersøges, hvordan fremtidens ekspropriation kunne foregå. Det er Hans Christian Schmidt, der i folketingets transportudvalg har taget initiativ til at starte udvalget, som ifølge den tidligere minister er støttet af et bredt flertal i udvalget.

Vejen-sag

Hans Christian Schmidt mener blandt andet ikke, at myndigheder i fremtiden skal have lov til at anke sager eller genoptage sager, hvor borgerne har vundet over staten i forhold vedrørende ekspropriation.

Et lokalt eksempel på det så man, da storbonden Martin Lund Madsen spærrede Skovgårdsvej ved Vejen, efter at han i Højesteret har fået medhold i, at ekspropriationen af en del af hans jord til vejen er ulovlig. Vejen Kommune forsøger nu at få lovliggjort vejen ved at starte en ny eksproprieringsproces med hjemmel i en anden lovgivning.

- I det mindste skal vi i hvert fald have lavet lovgivningen sådan, at staten i så fald skal betale alle procesomkostningerne i forbindelse med ankesager. Ellers bliver det den lille mand mod det store system. Det er en ulige kamp, siger Hans Christian Schmidt til jydskevestkysten.dk.