Både Arla og Danish Crown skimter lys forude for det trængte landbrugserhverv; men vejen dertil bliver hård, og ingen kan sige, hvor lang den bliver. Også Landbrug & Fødevarer peger på, at der er udsigt til bedre vilkår rent politisk; men der er brug for omgående likviditet.

Det var budskabet til de godt 250 landmænd, som tirsdag aften holdt en pause i høstarbejdet for at deltage i krisemøde i Aulum, arrangeret af Heden & Fjorden og de tre foreninger bag rådgivningsselskabet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Handling

Martin Merrild erkendte, at landbruget har haft en "frimodig omgang med fremmed kapital", men pointerede, at det er nødvendigt med politisk vilje til at hjælpe et godt erhverv ud af krisen, for udfordringen med at skaffe mad på verdensplan er ikke blevet mindre. Tiden er kommet til at gå fra pæne ord til handlinger.

Både Steen Nørgaard Madsen fra Arla og Asger Krogsgaard fra Danish Crown lagde - på trods af den øjeblikkelige negative situation - vægt på mulighederne fremover blandt andet i Kina. Begge virksomheder holder fast i deres strategi med at udvikle markeder og fokusere på effektiviseringer, overalt hvor det er muligt.

Vær realistisk

I den efterfølgende debat med de bekymrede landmænd var der blandt andet fokus på, hvordan man kan hjælpe specielt yngre landmænd, så de får rimelige vilkår. Der er brug for tålmodig kapital, mens produktionen i EU tilpasser sig.

Efter debatten gav cheføkonom Morten Dahl Thomsen, Heden & Fjorden, sit bud på, hvordan landmændene kan komme videre fra den nuværende situation, hvor både pengepung og nerver er tyndslidte, og hvor kun ca. 12 procent har en positiv indtjening.

Han pointerede blandt andet, at en gældsat landmand ikke nødvendigvis er en dårlig landmand, og viste, hvordan en meget stor del af gældsætningen kan skyldes forhold, som landmanden ingen eller kun begrænset indflydelse har på. Morten Dahl Thomsens råd var at se realistisk på situationen, optimere hvor det er muligt med fokus på likviditet, tænke strategisk og holde en god dialog med banker og kreditinstitutter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Som afslutning opfordrede socialkonsulent Solvejg Høj til at passe godt på hinanden og få talt om problemerne. Landmænd er vant til at kunne arbejde sig ud af problemerne; men i den aktuelle situation er dette ikke altid en mulighed, og det rammer landmanden hårdt på selvværdet.