EFSA afviser Round Up- og GMO-anklager

En meget omtalt fransk undersøgelse, der viste, hvordan Round Up og GMO-majs forårsagede kæmpesvulster hos rotter, bliver underkendt af EU-agenturet EFSA

Rikke Albechtsen, Bruxelles  08.10.12 | 16:16

”Utilstrækkelig videnskabelig kvalitet”. Sådan beskriver EU’s fødevaresikkerhedsagentur EFSA den franske undersøgelse, der i sidste måned påviste, hvordan GMO-majsen NK603 og ukrudtsmidlet Round Up forårsagede groteske kræftsvulster og for tidlig død hos rotter.

Undersøgelsen blev udført af den kontroversielle professor Gilles-Eric Seralini fra universitetet i Caen, der er kendt for sin kritiske tilgang til genmodificerede organismer. Den blev offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Food and Chemical Toxicology med godkendelse fra andre forskere.

De hårde anklager mod et af verdens mest populære ukrudtsmidler samt en majssort, der er godkendt til både mad og foder i EU, har fået regeringerne i flere lande til at kræve sagen undersøgt af både nationale fødevaremyndigheder og EU-agenturet.

Tilsidesat god forskningsskik

I EFSA’s foreløbige vurdering kritiseres undersøgelsen for at tilsidesætte god forskningsskik ved at bruge for få forsøgsdyr, tilbageholde information om det GMO-foder, rotterne har spist, sløse med statistikken og benytte sig af en rotteart, der er kendt for at have let ved af sig selv at udvikle kræft. 

Samtidig beder EFSA Gilles-Eric Seralini og hans forskerhold om flere oplysninger om grundlaget for deres opsigtsvækkende konklusioner.

Over for nyhedsbureauet SIPA forklarer professoren, at han kun vil offentliggøre sit datamateriale, hvis EFSA selv lægger grundlaget for sin oprindelige blåstempling af NK603-majsen frem. En godkendelse, som Seralini vurderer til at være udført med venstre hånd og på baggrund af mangelfulde oplysninger fra producenten Monsanto. 


Kommentarer

Debatten på maskinbladet.dk er fri, men hold venligst en sober tone og undlad personangreb. Gå efter bolden - ikke efter manden.
Trusler, injurier eller andre lovstridige indlæg fjernes af redaktionen.