Dyrlæger skal uddannes sammen med læger
Københavns Universitet lægger op til en stor fusion, og det vækker bekymring hos veterinær- og husdyr-uddannelserne.
Der er bekymrede miner på veterinær- og husdyr-uddannelserne på Københavns Universitet på grund af nye fusionsplaner.
Københavns Universitet vil fusionere de såkaldte våde fakulteter, så Det Naturvidenskabelige Fakultet skal slås sammen med LIFE - Det Biovidenskabelige Fakultet. Tilsammen bliver de til NAT LIFE-Fakultetet.
Samtidig slås Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet sammen med Det Farmaceutiske Fakultet og bliver til Det Medicinske Fakultet. Det fik studielederne at vide på et stormøde tirsdag formiddag.
- Veterinær-området hænger lige nu og svæver, men det bliver formodentlig lagt under det nye Medicinske Fakultet, siger Mette Olaf Nielsen, der er studieleder på den nye husdyrvidenskabelige uddannelse, der efter planerne skal følge med veterinær-uddannelsen til det Medicinske Fakultet.
- Husdyr hænger ikke sammen med human sundhed
Planen om at flytte veterinær- og husdyrområdet vækker bekymring blandt studielederne.
- Vi er bekymrede for, at veterinæruddannelsen bare bliver et forsøgsdyr-område for human medicin, siger Mette Olaf Nielsen.
På stormødet blev det pointeret fra KU's ledelse, at man ville modsætte sig, at veterinær- og husdyrområdet bliver splittet op, fordi de to grene har meget til fælles.
- Det er også rigtigt, men husdyrvidenskab har endnu mere til fælles med økonomi- og miljøområdet. Det ville underminere den helt nye uddannelse at flytte den over under Det Medicinske Fakultet, siger hun og fortsætter:
- Husdyruddannelsen er jo ikke fokuseret på sundhed, men på udvikling og bæredygtighed i landbruget. Så vi vil gøre hvad som helst for, at veterinær- og husdyruddannelserne kan blive på LIFE, siger Mette Olaf Nielsen.









Og med en vente tid på 8 måneder.