Den Danske Dyrlægeforening glæder sig over den formelle godkendelse af, at landmænd fremover skal modtage regelmæssige besøg af en dyrlæge. En praksis der har været gældende i Danmark i årevis som "sundhedsrådgivningsbesøg", men nu også bliver bredt ud til hele EU.

- Dette er et stort skridt fremad. Vi har de sidste fem år arbejdet hårdt for at udbrede kendskabet til obligatoriske rådgivningsbesøg i EU i stil med dem, vi har i Danmark. At det nu er lykkedes, er ret fantastisk, siger formanden for Den Danske Dyrlægeforening, Carsten Jensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Rådgivningsbesøg er en hjørnesten i forebyggelse og tidlig påvisning af kendte og nye smitsomme sygdomme hos husdyrene. Vi får nu muligheden for at øge bevidstheden om dyrs sundhed og om One Health-principperne, der handler om samspillet mellem dyresundhed, dyrevelfærd og folkesundhed, siger Carsten Jensen.

Han mener at det på lidt længere sigt kan være kimen til et bedre antibiotikaforbrug, da fokus vil skifte til forebyggelse frem for behandling.

De nye bestemmelser er en del af "Animal Health Law", der har været undervejs i mange år, og nu er endt med at skifte navn til "Regulation on transmissible animal diseases". Da det er en forordning, vil den være obligatorisk i hele EU, så snart den træder i kraft. Det sidste trin for lovforslaget er at blive officielt vedtaget af Europa-Parlamentet, men dette burde ikke give anledning til ændringer, da Europa-Parlamentets Udvalg for Landbrug og Udvikling af landdistrikter anbefaler plenarforsamlingen at stemme for Rådets forslag uden ændringer.