Dyrenes beskyttelse underviser slagtere i dyrevelfærd
Dyrenes Beskyttelse har valgt at undervise slagtere i de merværdier, som ligger til grund for mærket "Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse".
Dyrenes Beskyttelse har undervist samtlige 220 slagtermestre i supermarkedskæden SuperBest i dyrevelfærd. Et kursus, som gør slagtemestrene i stand til at rådgive kunderne om kød "Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse".
- Når koteletten lander på tallerkenen har den højst sandsynligt ligget i en køledisk i et supermarked. Hvis dyrevelfærden for landbrugsdyr for alvor skal forbedres er det derfor vigtigt, at forbrugeren har et godt og let genkendelig mærke, som giver dem en garanti for god dyrevelfærd i den givne produktion, skriver Dyrenes Beskyttelse i en pressemeddelelse.
- Vi arbejder naturligvis politisk på at forbedre dyrenes forhold, men i forhold til de produkter, vi putter i munden, er det helt oplagt også at rette sin opmærksomhed mod detailhandlen og dens kunder, hvis vi ønsker markante holdningsændringer i forhold til dyrevelfærden, siger direktør i Dyrenes Beskyttelse, Britta Riis.
Det er baggrunden for, at Friland og Dyrenes Beskyttelse har brugt 2009 på at uddanne slagtermestrene i SuperBest. Omdrejningspunktet for samarbejdet mellem Friland og Dyrenes Beskyttelse er at producere kød fra dyr, som får deres naturlige behov tilgodeset i den primære produktion hos landmanden.









Kommentarer
Indsend kommentar