Dyreetisk formand trækker sig efter kritik

Peter Sandøe er blevet beskyldt for at have en dobbeltrolle i forbindelse med en undersøgelse af dansk svineindustri. Samarbejdspartner kalder ham utroværdig.

mbk  18.06.12 | 07:24

Efter 20 år som formand for Dyreetisk Råd er det slut for Peter Sandøe. Han ønsker ikke længere at bestride posten, efter at en central spiller på området, direktør i Dyrenes Beskyttelse, Britta Riis, kalder ham utroværdig som formand.

Hendes kritik fremkommer i en artikel i Politiken, hvor Peter Sandøe anklages for en dobbeltrolle ved at skulle lave en udredning om svinedødelighed for Justitsministeriet samtidig med, at erhvervet havde bestilt ham til at lave en positiv rapport om svineavl.

Fik ikke penge fra VSP

Peter Sandøe siger, at han ikke mener, at han har undladt at give Justitsministeriet besked om, at han deltog i arbejdet med en rapport finansieret af Videncenter for Svineproduktion.

Peter Sandøe understreger, at han personligt ikke har fået penge for sit arbejde med rapporten og han har heller ikke haft indflydelse på den endelige udformning af den.

Hans beslutning om at trække sig som formand er alene truffet fordi, han ikke føler han nyder bred tillid blandt Dyreetisk Råds øvrige medlemmer.

- Det er nok noget af det allervigtigste ved Det Dyreetiske Råd, at vi har kunnet sætte os omkring et bord, dyrebeskyttelse, erhverv og forsker, og sige, nu prøver vi at snakke os frem selv om vi har forskellige interesser. Som formand har det være min rolle at skabe den dialog, siger Peter Sandøe til DR og fortsætter:

- Hvis den ene side i den debat siger, vi har ikke tillid til formanden, så er jeg jo færdig, siger Peter Sandøe.

Relaterede artikler

Kommentarer

Debatten på maskinbladet.dk er fri, men hold venligst en sober tone og undlad personangreb. Gå efter bolden - ikke efter manden.
Trusler, injurier eller andre lovstridige indlæg fjernes af redaktionen.