Landmænd, dyrlæger og forskere arbejder konstant på at løse problemet med MRSA i dansk svineproduktion.

Der er tale om en stor faglig udfordring, men ingen - hverken praktikere eller teoretikere - har endnu givet et entydigt svar på, hvordan vi kan slippe af med MRSA.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Og det er nok ikke, fordi de mange fagfolk har glemt at lytte til gode råd fra Enhedslistens Maria Reumert Gjerding eller andre politikere, der ikke holder sig tilbage med gode råd og er klar til at beslutte, hvordan MRSA kan bekæmpes.

Mon politikerne selv tror, at de så store eksperter på området, at de sidder med løsningen, og at det bare handler om at få truffet nogle politiske beslutninger, hvis vi skal komme MRSA til livs.

Det er både dumt og naivt, når den slags politikere reducerer en faglig problemstilling til et simpelt spørgsmål om politik. Det er det selvfølgelig ikke, for hvis det var så enkelt, var der nok nogle af fagfolkene, der allerede havde taget fat på løsningen.

Det er derfor temmelig trættende at læse politikernes svar til Maskinbladet forud for forhandlingerne om et nyt veterinærforlig.

MRSA-problemet løses selvfølgelig ikke ved blot at vedtage noget i Folketinget.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Virkeligheden er mere kompliceret, og hvorfor skulle politikerne være klogere end den faglige ekspertise på området?

Hvad skal Maria Reumert Gjerdings strategi dog nytte? Erfaringerne med en lignende strategi i Norge er ikke alt for opløftende. Er hun ligeglad med konsekvenserne for de bornholmske landmænd, som hun vil gøre til forsøgskaniner i sit politiske projekts tjeneste?

En faglig udfordring kan ikke reduceres til et spørgsmål om politisk vilje og handlekraft.

Det er en dum skik, at moderne politikere ofte svinger sig op til at agere som fagfolk. Men ud over at være dumt, fører den slags holdninger ofte til tåbelige beslutninger, som får store konsekvenser for en masse menneskers dagligdag.

Slip dog fagligheden fri, og lad os få en faglig og vidensbaseret udvikling frem for en politisk baseret udvikling defineret af politikeres tilfældige viden - eller uvidenhed.