Landbrugspakken gav mere gødning på de danske marker, og det skulle gerne resultere i et bedre udbytte og korn med højere proteinindhold.

I sidste ende burde det betyde bedre bundlinje hos bonden, men Søren Geert Jørgensen, der er maskinkonsulent hos Gefion, advarer mod, at man bliver grebet af stemningen og investerer i en ny maskinpark.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg vil ikke tilråde, at man investerer i noget, man ikke kender resultaterne af. Hvis vi ikke er sikre på, at der kommer større udbytte, synes jeg bestemt ikke, at man skal investere på forhånd. Mit råd vil derfor være, at man skal køre den første sæson igennem og så vurdere, om man har haft kapacitetsproblemer. Selv hvis udbyttet er fem procent større, burde det ikke give problemer hos de fleste landmænd, siger han og fortsætter:

- Der, hvor vi forventer at se den største forskel, er i proteinindholdet, og det har ikke betydning for maskinbehovet.

Langsigtet strategi

Maskinkonsulenten opfordrer i stedet til, at man holder sig til den maskinstrategi, man allerede har lagt for bedriften:

- Som grundtanke synes jeg, at man altid skal have den optimale maskinpark - uanset hvad vi får for produkterne. En maskinpark kan man ikke ændre hele tiden afhængigt af afregningspriserne. Man laver en langsigtet strategi for maskinparken, og den skal kunne rumme de svingninger i udbytte og priser, som vi oplever, siger Søren Geert Jørgensen og fortsætter:

- Det er altså ikke noget, der skal tilpasses løbende. Man skal fastsætte et niveau, som fungerer uafhængigt af udbytte og priser. Derfor vil mit råd være, at man skal lade være med at overinvestere, men i stedet holde sig til den maskinstrategi, man har lagt på ejendommen.