Landbruget har svigtet løftet om at skrue ned for udledningen af kvælstof, lød det på forsiden af Berlingske i lørdags.
- Artiklens dramatiske vinkel er, at de såkaldt "kollektive virkemidler" kun har reduceret kvælstofudledningen i 2018 med 12 tons kvælstof i forhold til en målsætning om 2.500 tons i vandplanerne fra 2016. Berlingske skriver desuden 2907 tons, hvilket er et forældet tal. De kollektive virkemidler omfatter etablering af vådområder, minivådområder, skovrejsning og lavbundsprojekter, der alle virker ved at fjerne kvælstof fra markerne, inden det løber ud i havet, hvor det kan skabe uønsket algevækst, skriver Martin Merrild, L&F, i et åbent brev til Berlingske.
- Desværre bygger artiklen på en række misforståelse og tegner et for landbruget urimeligt og uigenkendeligt billede af indsatsen for at begrænse kvælstofudledningen. For det første er det forkert, når Berlingske skriver, at de kollektive indsatser skulle kompensere for den øgede kvælstofudledning, der kunne komme som følge af lempelser i landbrugspakken. En sådan kompenserende indsats har landbruget allerede sikret ved hvert år frivilligt at udlægge ekstra kvælstofopsamlende efterafgrøder på langt over 100.000 hektar jord.
- Det var ifølge forskerne, hvad der skulle til, for at neutralisere effekten af landbrugspakken. I øvrigt har det vist sig, at landmændene slet ikke bruger al det ekstra kvælstof, de fik med landbrugspakken - så effekten af landbrugspakkens lempelser er derfor neutraliseret med en solid margin, skriver Martin Merrild i sin kommentar.
- De kollektive virkemidler skal altså ikke kompensere for lempelser i landbrugspakken, men derimod sikre en yderligere kvælstofreduktion, så udledningen kommer meget længere ned end før landbrugspakken. Og det er vi i Landbrug & Fødevarer med på, selvom der er en del usikkerhed om det faglige grundlag for disse reduktionsmål.
For tidligere konklusioner
- For det andet giver det reelt ikke mening at opgøre, hvor mange af de kollektive virkemidler, der var taget i drift inden for vandplanernes første tre år, sådan som Berlingske gør. Det er rigtig nok ikke mange. Det skal nok passe, at det svarer til 12 tons kvælstof. Der er der bare ikke noget overraskende i. Kollektive virkemidler som vådområder tager typisk tre-fem år at realisere og kommunerne, der har ansvaret for at udlægge vådområder, begyndte først på opgaven i 2016, som de har helt frem til 2021 at gennemføre, skriver Martin Merrild i sin kommentar, som også er bragt på L&F´s nyhedssite.
- Ser vi på minivådområderne, som landmanden selv kan tage initiativ til, giver det endnu mindre mening at opgøre, hvor mange der var i drift i 2018. For tilskudsordningen åbnede først i 2018. Og de allerførste anlæg blev taget i drift ved årsskiftet.
Retorik fra Auken
Martin Merrild går i rette med At Ida Auken.
- At hun kalder det en regulær skandale? er besynderligt. For som tidligere miljøminister med ansvar for de forrige vandplaner, har hun selv oplevet, hvor lang tid det tager at etablere sådanne virkemidler. Skandale-retorikken skal nok forstås i lyset af at et folketingsvalg er meget tæt på, og det gælder om at trække fronterne til regeringen hårdt op. Sidst men ikke mindst giver det således ikke mening at sige, at landbruget har svigtet et løfte om at skrue ned for udledningen af kvælstof. Det er grundløst, og det er urimeligt overfor de mange landmænd, der frivilligt er i gang med at anlægge kvælstofreducerende virkemidler eller står i kø for at ansøge om det, skriver Martin Merrild.
- Landbruget er stærkt motiveret for at levere den målsatte indsats med de kollektive virkemidler. Og vi tror på, det kan lykkes. Allerede sidste år var der givet endeligt tilsagn til projekter med en effekt på 284 tons kvælstof. Skovrejsningsordningen er overansøgt med næsten 100 procent. Kommunerne har allerede gennemført forundersøgelser på vådområdeprojekter, der kan levere en reduktion på ca. 850 tons kvælstof svarende til 85 procent af målet for vådområder. Og i år er der pt ca. 400 landmænd, der er klar til at ansøge om minivådområder, når ordningen åbner 1. marts.
- Vi er altså godt i gang. Men dermed ikke sagt, at vi er sikker på at nå i mål. Det er en kæmpestor opgave, og det er, som Miljø- og Fødevareministeren da også påpeger, ikke en opgave, landbruget kan løfte alene. Det kræver godt samspil mellem staten og politikerne, der skal skabe smidige rammer, kommunerne, der skal give de nødvendige tilladelser og sikre god proces, samt landbruget, der skal oplyse og motivere landmænd til at deltage, skriver Merrild i brevet til Berlingske.
- Det kæver altså en god holdindsats, hvor vi samarbejder og taler hinanden op ? og ikke slipper ansvaret og begynder at peger fingre af hinanden, længe før kampen er fløjtet af. Derfor ser vi også frem til at Miljø- og fødevareministeren vil samle de tre parter til en drøftelse af, hvordan vi vinder kampen med at få udlagt de virkemidler, som kan styrke fødevareproduktionen i Danmark samtidigt med at vi fortsat mindsker påvirkningen af vores vandmiljø, slutter Merrild.
