Mens prisen for dræning over de seneste 10 år kun er steget svagt, er jordpriserne steget ganske voldsomt i både Danmark og Sverige - også selv om de danske jordpriser de seneste år er faldet.

Med de udbyttestigninger, som en veldrænet mark giver, opfordrer Hushållningssällskapet Malmöhus planteavlerne til at lægge nye dræn og holde eksisterende dræn i orden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Dræningsforsøg, der har strakt sig over 10 år, viser nemlig en klar forbedring af udbyttet, når man kan så tidligere som følge af en veldrænet mark.

Gennemsnitligt betyder 10 dages tidligere såning, at udbyttet stiger med 10 procent.

På Borgeby Fältdagar viste Hushållningssällskapet Malmöhus forskellige plancher over resultaterne fra forskellige dræningsforsøg.

Således viste forsøg med dræning på tre forskellige bedrifter i Skåne, at merudbyttet i vinterhvede steg med 1,5 ton pr. hektar, i græsmarker med 4,74 hkg pr. hektar og i vårhvede med 5,68 hkg pr. hektar, hvilket i alt giver et gennemsnitligt merudbytte på 8,58 hkg pr. hektar.

Udover at kunne så tidligere kunne de drænede marker byde på følgende fordele:

Artiklen fortsætter efter annoncen

·         Mindre næringsudslip

·         Forbedret rodudvikling

·         Mindre angreb af ukrudt og svamp

·         Mindre risiko for at køre fast

I et regneeksempel, hvor udgifterne til dræning bliver sammenholdt med stigningen i udbytterne, fremgår det, at det årlige overskud pr. hektar kan opgøres til 1.249 kroner (se figur).

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ganske vist er tallene baseret på sydsvenske forhold og valuta, men i store træk kan regnestykket overføres til Danmark.