Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen var informeret om, at den lempelse af kravene til brugen af tretracyklin, ministeren foretog ville kollidere med den såkaldte MRSA-handlingsplan. Det skriver dr.dk.

Oplysningerne er kommet frem efter at DR har fået aktindsigt i den rådgivning, ministerens embedsmænd har givet Esben Lunde Larsen inden han tog beslutningen om at lempe kravene.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Som minister lægger jeg vægt på den faglige rådgivning fra eksperter.

Esben Lunde Larsen, miljø- og fødevareminister

I papiret gør embedsfolkene klart opmærksom på, at der med en lempelse af kravene til tetracyklin 'vil være et mere begrænset incitament til at vælge alternativer til tetracyklin' og at det kunne stride mod intentionerne i MRSA-handlingsplanen, som næsten alle partier vedtog i 2015.

Støtter sig til DTU

Miljø- og fødevareministeren holder fast i, at han har støttet sig til DTU's faglige rådgivning.

- Som minister lægger jeg vægt på den faglige rådgivning fra eksperter. Af det materiale, jeg får forelagt, fremgår det, at der ifølge DTU ikke foreligger evidens for, hvor hurtigt forbruget af tetracyklin vil ændre sig som følge af faktorens størrelse. Det er på dét faglige grundlag, jeg træffer min oprindelige beslutning om at fastsætte faktoren til 1,2, siger fødevareminister Esben Lunde Larsen til DR.

Underlig forklaring

Det undrer lektor ved Aalborg Universitet, Sten Bønsing, at ministeren ikke også lægger vægt på den åbenlyse advarsel fra hans egne embedsmænd.

Artiklen fortsætter efter annoncen

-Ministeren får i coveret meget klart at vide af sine embedsmænd, at en faktor på 1,2 vil betyde en langsommere udfasning af tetracyklin end en faktor på 1,5. Det virker søgt, at ministeren kun regner med det, hvis det kommer fra DTU, siger lektor ved Aalborg Universitet, Sten Bønsing til DR.