- Det nye buzzword, kaldte bestyrelsesformand Niels Dengsø Jensen det, på pressemødet hvor DLG præsenterede sit årsregnskab for 2018. Det er bæredygtighed, han taler om, og det kommer til at fylde en del for DLG i det kommende år.

- Vi skal have sat os et bæredygtighedsmål, og det er for tidligt at sige noget om nu, hvornår det bliver, men det er noget, vi arbejder intenst på, slog Niels Dengsø Jensen fast.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Et sådan mål vil stille krav til producenterne, erkendte bestyrelsesformanden.

- Der kommer til at ligge nogle krav, som det ser ud nu, omkring at dokumentere vores produktion, men i hvilket omfang ved vi ikke endnu. Men det er sådan set for at være først fremme i bussen og være med til at sætte dagsorden, sagde han.

Men selvom der ikke er sat et mål, så er det allerede en af DLG's visioner at lede vejen, når det gælder klimaeffektivisering og bæredygtighed.

På pressemødet understregede Niels Dengsø Jensen, at det er et ansvar, som han mener, DLG bør tage.

- Det er en udfordring, vi alle har en interesse i at løse. Da vi jo er en af de største bidragsydere ville det give mening, at vi tager del i at løse den udfordring, sagde han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Glasset halvt fyldt

Da han blev spurgt til, om bæredygtighed og de krav, der følger med, kan være en trussel, var hans optimisme ikke til at skyde igennem:

- Selvfølgelig er der en trussel, men vi tror på, at hvis man griber denne her bold i tide, så er der muligheder. Vi vælger at se, at glasset er halvt fyldt, og at vi kan fylde det mere op, lød det fra bestyrelsesformanden, der fortsatte med at svare på, hvad transformationen til bæredygtighed vil betyde for DLG:

- Transformationer er vi jo ikke så ubekendte med. Det har vi prøvet før, og det har erhvervet i den grad prøvet før, slog han fast.

DLG kom ud med et driftresultat på over 1,5 milliarder kroner i 2018 og overskudsdeklarerer 92 millioner kroner tilbage til ejerne, de danske landmænd.