For at styrke ledelsen i HaGe har DLG ansat Henrik Madsen (51 år). Han får ansvaret for HaGe?s aktiviteter indenfor korn, raps og foder.

Henrik Madsen kommer fra direktionen i Getreide AG, hvor han havde ansvaret for afgrøde- og foderaktiviteterne, og i årene 1994-2003 var han afdelingsleder i HaGe, så det er en mand med et dybdegående kendskab til det tyske grovvaremarked, der vender tilbage til HaGe.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi er meget tilfredse med, at Henrik Madsen vil stå i spidsen for vores afgrøde- og foderaktiviteter i Tyskland. Han har en utrolig stærk ballast med sig, og han er den rette til at udvikle vores landsdækkende aktiviteter yderligere på det tyske marked, så han udgør det rette kort sammen med den nuværende tre-mands-direktion, siger DLG?s koncernchef Kristian Hundebøll, der har en ledelse, der både organisatorisk og strategisk er rustet til at løfte HaGe?s forretning endnu længere frem.

DLG har været i Tyskland siden 2002 og har oplevet en rivende udvikling, hvor omsætningen i HaGe i 2013 var 21,3 mia. kr., og på det samlede tyske marked var den over 35 mia. kr. sidste år.

- Vi var det første udenlandske selskab, der foretog et større opkøb i den tyske grovvarebranche, og vi har her igennem hentet en betydelig konkurrencekraft til fordel for tyske kunder og danske ejere. Vi har bidraget til at forandre markedet, og den stafet skal Henrik Madsen være med til at bære videre, tilføjer Kristian Hundebøll, der de næste år går efter at høste frugterne af den forretningsstruktur, som koncernen har bygget op på det tyske marked.