DLF overtog i 2013 det nordamerikanske frøselskab Pickseed med afdelinger i Canada og USA og udbygger nu sin nordamerikanske platform med købet af Moore Seeds.

- Peace River området i Alberta er Canadas største frøproduktionsområde og strategisk vigtigt for forsyningen til det nordamerikanske marked, siger Christian Høegh-Andersen, bestyrelsesformand i DLF.

Artiklen fortsætter efter annoncen

-Med Moore Seeds udbygger vi vores produktionsbase og konsoliderer den positive driftsøkonomiske udvikling på det amerikanske kontinent, som vi har oplevet de senere år.

Truels Damsgaard, administrerende direktør i DLF, ser også frem til gode synergier i det kommende opkøb.

-Moore Seeds er et velrenommeret og veldrevet selskab med en solid position i det vestlige Canada. Selskabet udgør et godt match med DLF Pickseed og vil forstærke vores position i Nordamerika. Med Moore Seeds får vi en bredere adgang til frøproduktion af eksempelvis timote, der sammen med rødsvingel og alm. rajgræs er de største græsfrøafgrøder i Canada.

Moore Seeds blev etableret i 1988 og har de seneste 10 år været ejet og ledet af Raymond Walker. Produktionen af kløver- og græsfrø afsættes primært på det nordamerikanske kontinent, men virksomheden har også oversøisk eksport af timote. Moore Seeds omsætter for omkring 100 millioner kroner.