De fem gårde Ellely, Karensminde, Mosegården, Pilegård og Mejltangegaard, der alle ligger på Djursland, er denne sommer med i Djurslandsgården, hvor det er muligt for interesserede at besøge de fem landbrug.

En rundringning til værterne fortæller om meget positive og interesserede besøgende, blandt andet mange turister med børn, der får mulighed for at klappe en kalv, holde en lille gris og måske lege i kornet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Blandt gæsterne har også været naboen, der gerne ville se, hvordan der ser ud i landmandens stald, og så har der været kvinden, der gerne ville vise sin thailandske mor, der for første gang er i Danmark, moderne landbrug - så den familie har været på besøg på såvel en gård med køer som en med grise.

Små grupper

Deltagerantallet har indtil nu været fra tre til 25 pr. gang. De små grupper er en af Djurslandsgårdens stærke sider mener en af værterne, Birthe Koch fra malkekvægbedriften Ellely. Hun fortæller om en ti-årig dreng, der havde været til økodag i foråret, men syntes der havde været mange mennesker.

- Her hos os kommer man tæt på og får lov at prøve noget. Drengen tog herfra med en fortsat drøm om et liv som landmand, fortæller Birthe Koch

Hun giver udtryk for at det er en stor fornøjelse at have turisterne på besøg, selvom det giver ekstra travlhed.

Også svineproducent Thomas Olesen på Pilegården fortæller om det positive i at have gæster med i stalden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er altid spændende at få besøg på bedriften og vise ens arbejde frem. Turisterne er nysgerrige og har mange spørgsmål. Det er dejligt at kunne give nogle svar, siger Thomas Olesen.

Der er stadig mulighed for at komme på gårdbesøg i resten af skolernes sommerferie. Det koster en 50?er pr. person (for børn under 12 år dog gratis) og en opringning til værten, senest dagen før. Du kan få mere information om Djurslandsgården på Djursland Landboforenings hjemmeside.