En generel dispensation til at køre med tre-akslede vogne med 10 tons tryk er på vej i Lemvig Kommune. I flere år har det være diskuteret i Lemvig Kommune, hvor meget de tunge køretøjer slider på vejene. Mens vejvedligeholdelsen var udliciteret, forlangte selskabet en kompensation, hvis den skulle vedligeholde veje, hvor der kørte tunge køretøjer, så derfor har kommunen indtil nu været tilbageholdende med dispensationer, skriver Lemvig Folkeblad.

Siden nytår har kommunen selv overtaget vedligeholdelsen af vejene, og derfor har et flertal i teknik- og miljøudvalget nu bestemt, at der kan gives en generel dispensation for den kommende sæson. Sådan en dispensation har de fleste kommuner landet over givet tidligere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det var dog kun et flertal på seks af de syv medlemmer, der godkendte dispensationen. Arne Noe (SF) ønskede, at dispensationerne skulle gives individuelt til en ansøger.

Formanden for teknik- og miljøudvalget, Steffen Damsgaard (V) er tilfreds med afgørelsen.

- Når vi dispenserer, er det også et ønske om en dialog med landboforening og andre om at holde vejene bedst muligt fremover. Så hermed en appel om, at man skal være god ved vejene, siger til Lemvig Folkeblad.

Ens regler i hele landet

Dispensationen glæder Kathrine Blæsbjerg Sørensen, Seniorkonsulent. Erhvervspolitik, Afdeling for Vækst- og strukturpolitik hos L&F.

- Det er glædeligt, at endnu en kommune er med på vognen. Vi arbejder for en generel regelændring, så de samme regler med op til 10 tons tryk kommer til at gælde i hele landet, og ikke kun gives som dispensationer i de enkelte kommuner. Det vil lette bureaukratiet og det praktiske arbejde for landmændene. Og det vil alt andet lige betyde et lavere antal kørte gylleæs, siger Katrine Blæsbjerg Sørensen, L&F til Maskinbladet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I 2018 gav 49 kommuner dispensationer til kørsel med tunge køretøjer, men det er langt fra alle 98 kommuner, der fik ansøgninger, da de ikke har landbrugsejendomme indenfor kommunegrænsen.

Øget akseltryk er en sag erhvervets organisationer, herunder L&F, Danske Maskinsationer & Entreprenører, Dansk Maskinhandelforening, Danske Sukkerroedyrkere, Dansk Agroindustri og Danske Kartofler, har arbejdet for i en årrække.

Siden 2011 har Trafikstyrelsen give dispensationen, som betyder, at tre-akslede gyllevogne må køre med op til 30 ton akselbelastning (hidtil 24 ton) og tre-akslede, selvkørende gyllenedfældere med op til 34,5 ton akselbelastning (hidtil 28 ton).

Dispensationen betyder i praksis, at mange tre-akslede gyllekøretøjer, som efter de normalt gældende regler er nødt til at reducere læsset med 30 procent nu kan køre med fuld tank.

Dispensationen er dog givet på betingelse af, at de enkelte kommuner accepteret den tungere kørsel på deres veje.