Da Jens Jørgen Hansen, som driver Elmegaarden og SN Agro med 445 hektar planteavl i Midtjylland, skulle investere i ny disc-harve, faldt valget på Einböck Twister, og den har levet op til den midtjyske landmands forventninger.

- Vi søgte en disc-harve som først og fremmest skulle bruges til vores kartoffelmarker, der udgør 165 hektar af markplanen, forklarer Jens Jørgen Hansen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi havde flere forskellige harver på prøve, og Einböck var måske ikke lige det mest oplagte valg, da mærket er forholdsvis ukendt, hvad angår disc-harver, men da vi havde gode erfaringer med en otte-rækket kartoffelrenser fra Einböck, og gode erfaringer med den danske importør, Yding Smedie, så faldt det endelige valg på en Einböck Twister på fem meter.

Sidegevinst i kartofler

Først og fremmest blev harven indkøbt til at nedmulde halm efter høst og rykke frøgræsmarker fra hinanden, men harven har også vist sig at være god til at jævne kartoffelmarkerne.

- Vi venter til den første frost har været i jorden og kører derefter en tur med harven for at klippe kartoffeltoppe i stykker og jævne marken, men vi har opdaget en sidegevinst ved harven, da den rykker spildkartofler op ad jorden, og det er rigtig godt, at få de eventuelle restkartofler frem, så frosten kan ødelægge dem, påpeger Jens Jørgen Hansen.

Twister-harven bliver også brugt til frøgræsmarkerne, når de skal lægges om.

- Harven er god til at rykke græsmarken i stykker, og det sikrer dels en hurtig omsætning, dels en bedre pløjning, da eventuelle græsknolde er rykket i stykker.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Dette kan også være et problem ved lægning af efterfølgende kartofler, da vi kører med flydende ammoniak sammen med kartoffellægningen, og ammoniaktænderne let kan komme til at slæbe af sted med græsknolde, men når harven har været en tur igennem græsmarken er problemet løst, siger han.

Vedligeholdelsesfrie disce

Harven er opbygget af to rækker disce, en efterharve og en trykrulle bagerst.

- Vi kan justere positionen på begge rækker disce, og på den måde ændre rækkepositionen i forhold til hinanden, og dermed bestemme om discene skal køre i den samme rille eller forskudt i forhold til hinanden, fortæller Jens Jørgen Hansen.

Discene har en stor diameter på 530 millimeter, og de kører alle i vedligeholdelsesfrie lejer.

Anders Skjødt fra Yding Smedie påpeger desuden den takkede form på discene:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Den takkede form på discene gør harven i stand til at skære i materialet, selv når der er meget materiale på marken.

Han bakkes op af Jens Jørgen Hansen som henviser til harvning i stub efter høst, hvor harven er god til at nedmulde halmen:

- Efterharven, som er en række tænder, der sidder efter de to discrækker, er også god til at rykke eventuelt ekstra materiale med, hvor eksempelvis mejetærskerne har holdt stille, og især når vi kører lidt på skrå af kørselsretningen, fordeler den materialet godt over marken, forklarer han.

De takkede disce gør også harven i stand til at køre i selv fedtet jord:

- Nogle disce har en udformning, så de kan stå stille, når jorden bliver tilpas fedtet, men den takkede udformning gør at discene bliver ved med at køre rundt sammen med den store diameter, fortæller Anders Skjødt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Både til lift og bugseret

Einböck Twister sælges fra 3,0 til 8,0 meter i arbejdsbredde, og den største liftophængte model er den 5,0 meter model, som Jens Jørgen Hansen har købt.

- Faktisk har vi indstillet arbejdsbredde på 5,25 meter i autostyringen, og det passer ganske udenværket, som nok skyldes at disc-rækkerne er forskudt i forhold til hinanden, fortæller Jens Jørgen Hansen.

- Fra 3,0 til 5,0 meters arbejdsbredde leveres harverne i liftophængte versioner, og fra fire meters arbejdsbredde har harverne hydraulisk sammenklapning, fortæller Anders Skjødt.

Den fem meters Twister leveres også i en bugseret udgave, ligesom modellerne op til 8,0 meter.

- Selvom det er en tung harve, kan vi klare os med 1.500 kg frontklods på den Fendt 720, der kører med harven, fortæller Jens Jørgen Hansen, som udelukkende gik efter en liftophængt model, da han mener, at den er mere handy i dagligdagen.