Da Ivan Petersen og Peter G. Pedersen i efteråret 2016 solgte Agrometer A/S til Erhvervsinvest, var det med ønsket om både at gennemføre et generationsskifte og ruste virksomheden til at imødekomme den stigende efterspørgsel, man har oplevet gennem de seneste år. Efter salget fortsatte de begge to med den daglige ledelse af virksomheden, men efter at have leveret det hidtil bedste resultat, giver de nu stafetten videre og stopper begge pr 1. marts.

Rekordomsætning

Agrometer indgår i koncernfællesskab med Dansk Smede- & Maskinteknik A/S i Rødding, og de to virksomheder kunne i 2017 præstere det hidtil bedste resultat med en omsætning på over DKK 200 mio. og hvor det endelige regnskab også forventes at give et rekordoverskud. I løbet af året voksede antallet af medarbejdere med cirka 20 procent således der i dag er 130 ansatte i begge virksomheder.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Udviklingen glæder virksomhedens ejere fra Erhvervsinvest. Da vi investerede i Agrometer og DSM var det med begrundelse i et stort potentiale for virksomhedernes løsninger. Vi er rigtig glade for den indsats som Ivan og Peter sammen med deres medarbejdere har leveret gennem det sidste halvandet år, men det er med forståelse at vi har modtaget deres ønske om at stoppe, siger Thomas Marstrand, managing partner i Erhvervsinvest. Thomas Marstrand oplyser desuden, at man snart forventer at præsentere en ny direktør.

Imødekomme efterspørgsel

Agrometer har de seneste år oplevet vækst indenfor alle sine forretningsområder, og især i udlandet er der stigende interesse for virksomhedens gylleudlægningssystemer, som man er ene om at producere i verden.

- Hver gang vi sælger en løsning til udlandet, kan vi efterfølgende mærke en større interesse i det pågældende område. Det breder sig simpelthen som ringe i vandet, fortæller Peter Pedersen, der som eksportdirektør har haft ansvaret for salget i udlandet.

Den stigende efterspørgsel betyder at man netop er startet på byggeriet af en ny montagehal, i sammenhæng med de nuværende produktionsfaciliteter på Agrometers adresse i Grindsted. Senest Agrometer byggede var i 2008, og den nye hal vil give en fordobling af produktionskapaciteten.

Indtræder i bestyrelse

Da Ivan Petersen og Peter Pedersen overtog Agrometer i 2003, rettede man fokus mod at styrke virksomhedens egenudviklede løsninger. Siden har man femdoblet omsætningen og mere end fordoblet eksportandelen, og har leveret positive resultater i alle år siden da - også i de lidt vanskeligere år under finanskrisen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det har været en interessant og lærerig rejse både for os og virksomheden. Da vi solgte var det både for at gennemføre et generationsskifte og for at styrke virksomheden, så den er i stand til at foretage den vækst, som vi mener der er mulighed for, fortæller adm. direktør Ivan Petersen. ? Det har hele tiden ligget ikortene at vi indenfor overskuelig tid skulle udtræde af virksomhedens daglige ledelse, og vi føler at tiden er kommet nu, hvor forudsætningerne for virksomhedens næste skridt er ved at være på plads, siger Ivan Petersen. De to tidligere indehavere har endnu ikke besluttet hvad fremtiden skal bringe, udover at Ivan Petersen indtræder i Agrometers bestyrelse.

Agrometer er grundlagt i 1977 og foruden sine unikke gylleudlægningssystemer leverer virksomheden også vandingsanlæg til landbrug, golfbaner og andre rekreative områder samt pumpeløsninger til industrien, forsyningsbranchen og skibsindustrien.