Det nye kreaturslagteri i Holsted til knap 700 millioner kroner var i skarpt fokus på årets kredsmøder i DC Beef, hvoraf det sidste fandt sted i Agerskov. Her blev der beklaget for den svære indkøring og takket for forståelsen hos andelshaverne.

- Indkøringen har taget længere tid og været mere besværlig, end vi havde forventet, og det er gået ud over andelshavere, som har måttet bøvle med udskudte afhentninger. Derfor vil jeg gerne takke for den tålmodighed og forståelse, som I har vist os. Det er rigtigt flot, og det er vi glade for, sagde formand for DC's Kreaturforum, Peder Philipp.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han forklarede, at indkøringen ikke kun har kostet på landmændenes tålmodighed, men også har været forbundet med omkostninger. Det er dog ikke gået ud over noteringen og efterbetalingen, og da det blev den nye direktør Finn Klostermanns tur til at aflægge beretning, lovede han, at tallene vil se bedre ud i 2015.

Hovedtallene retter sig til næste år

- De nøgletal, I har set her i årets resultat, har som forventet været påvirket af opstarten og indkøringen af Holsted, og de retter sig til næste års budget. Holsted kører, og det kommer til at køre endnu bedre i takt med, at vi får finjusteret hele slagteriet, lød det fra Finn Klostermann, som også takkede for ejernes tålmodighed.

Desuden uddelte han store roser til de ansatte ude på anlæggene.

- I Aalborg har mandskabet ydet en helt ufattelig indsats for at bøde på indkøringsudfordringerne i Holsted. De har slagtet 22.000 flere dyr, end de plejer, og det svarer til 18,5 procent mere end sidste år. Og det vel at mærke med det samme antal medarbejdere, som så til gengæld har bidraget med overarbejde samt arbejdet på lørdage, når det var nødvendigt, sagde Finn Klostermann.

Succes i Sdr. Felding

I sin beretning kom direktøren også ind på DC Beefs forædlingsfabrik i Sdr. Felding, som har udviklet sig til en solid succes.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Sdr. Felding har travlt. Faktisk i en grad, så der stort set er aktivitet døgnet rundt, og forbrugernes efterspørgsel efter produkter, som er hurtige at lave færdige hjemme i køkkenet, er stigende, og vi har efterhånden rigtigt godt fat i det marked, sagde Finn Klostermann.

Efter kredsmødet i Agerskov fortalte Peder Philipp, at debatlysten og spørgsmålene har været mange på årets kredsmøder, og selvom mange for tiden er pressede på økonomien, så var der alligevel en stemning af, at krisen skal stås igennem og ærmerne smøges op.