Det kom som et lyn fra en mørk og skyet himmel, og med sig tog det blandt andet vejecellerne i landmandens siloer.

Størstedelen af elinstallationerne var ellers sikret imod overspænding, men en indhegning til nogle få heste var ikke transientbeskyttet, og derfor gik det galt, da en uheldig landmands gård blev ramt af lynet sidste efterår.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er vigtigt at være opmærksom på, at det ikke kun er de almindelige elinstallationer, der skal sikres. Lynet kan også slå ned i for eksempel telefonlinjen, og der kan opstå overspændinger i elinstallationer, som i værste fald udvikle sig til en brand, forklarer Michael Albæk, som er markedsudviklingschef i Topdanmark Landbrug.

Lynet ødelægger computeren

Hos Topdanmark ser man gang på gang, at lyn er skyld i ødelæggelser på de danske landbrugsbedrifter. Og i disse dage er der ekstra mange, som ringer for at anmelde lynskader.

Michael Albæk fortæller, at det ofte er computeren, der ryger, når lynet slår ned. Netop fordi mange glemmer at sikre telefonforbindelsen, som går direkte til computeren eller et modem.

Topdanmark opfordrer til, at man får sin elektriker til at montere lynbeskyttelse i alle el-tavler. Desuden er det vigtigt, at også indgange til telefon og bredbånd samt spændingsgivere til el-hegn sikres.