Landbruget mangler yngre kræfter. De seneste fem år har landmænd under 40 år kun udgjort seks-syv procent af danske landmænd, et markant lavere niveau end for 20 år siden, hvor samme aldersgruppe udgjorde 23 procent. Ifølge Danmarks Statistik var 22,6 procent af danske landmænd under 40 år i 1997, hvorimod det blot var 6,3 procent i 2017, skriver FarmBackup i en pressemeddelelse.

Eric Wanscher er uddannelseschef på Dalum Landbrugsskole. Han er ikke i tvivl om, at branchen, på trods af den stigende gennemsnitsalder, efterspørger unge, nyuddannede talenter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Der er i den grad rift om kvalificerede unge, og arbejdsgiverne skal være hurtige, hvis de vil tiltrække de skarpeste hoveder. Samtidig kender kandidaterne deres værd, og gennem uddannelsen bliver de ofte udstyret med et bredt spektrum af kompetencer, der også er anvendelige andre steder end i det produktionstunge landbrug, siger Eric Wanscher.

- Derfor er det langt fra unormalt, at de tænker ud af boksen, kigger på hele deres kompetence-palet og vælger karriereveje, der er alt andet end traditionelle og landbrugsspecifikke.

Landbrugsskolernes kandidater ikke er bange for at kaste sig ud i nye og anderledes karrierespor, er noget, man kan nikke genkendende til hos FarmBackup. Startup-virksomheden, der står bag en ny app, som skal erstatte landmandens og maskinstationernes fysiske arbejdssedler, har for nylig ansat to nye medarbejdere, der begge havde lyst til at sætte deres nyerhvervede landbrugskompetencer i spil på en anderledes måde.

Kickstarte karrieren

Som agroøkonom-studerende ved Gråsten Landbrugsskole har det ligget lige til højrebenet for Jerik Kryhlmand Iversen at kickstarte karrieren med et job som eksempelvis driftsleder. Alligevel var en hands-on-stilling, hvor den teoretiske og praktiske viden om blandt andet økonomi, drift og ledelse prøves af i praksis, ikke førstevalget for den 26-årige sønderjyde.

- Min interesse for landbruget handler ikke om at køre i traktor. Jobbet er først og fremmest superspændende, fordi det er en nystartet virksomhed, der i den grad er landbrugsrelateret. Samtidig er der god mulighed for at kombinere arbejdet hos FarmBackup, hvor mit fokus er salg og support i Midt- og Sønderjylland, med dagligdagen hjemme på slægtsgården i Lysabild. Der er dog ingen tvivl om, at mit sande "kald" er at overtage gården en dag, fortæller han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Drømmer om eget landbrug

27-årige Henrik Knudsen er født og opvokset på samme gård i Errindlev på Lolland som sine to storebrødre Anders Bram Knudsen og Søren Iver Knudsen, der ejer FarmBackup

For Henrik er det ingen hindring, at studiets mere praktiske dimensioner ikke som sådan bringes i spil på kontoret på Islands Brygge. Dagligdagen har nemlig mange fordele, og ikke mindst tanken om at være en del af ? og kunne præge ? en nystartet virksomhed tiltaler den unge landmandssøn. Og ligesom Jerik sætter han pris på den alsidige dagligdag hos FarmBackup, der består af kundedialog i form af support, salg og service via kontoret samt ude på gårdene.

- En stor del af min dagligdag går med kundekontakt, men hvor jeg førhen var vant til at opsøge kunderne for at høre, om der var et match mellem deres forretning og vores produkt, er det stigende grad dem, der ringer til os nu. Man er derfor ikke i tvivl om, at man er en del af en voksende succes. Samtidig har Anders og Søren en klar ambition om at optimere og strømline branchens processer i forhold til bl.a. tidsstyring og driftsanalyse ? og hvem vil ikke gerne bidrage til det?

Det er dog ikke kun arbejdsopgaverne og studietiden på Dalum Landbrugsskole, som Henrik og Jerik har til fælles. De deler nemlig også ambitionen om en dag at overtage familiernes respektive landbrug på henholdsvis Lolland og i Sønderjylland.

- Med FarmBackup har jeg frihed til at dyrke mit eget projekt med no-till-såning på Lolland, hvor jeg har forpagtet noget jord fra min far. På den måde stemmer den fleksible dagligdag hos FarmBackup perfekt overens med den drøm om eget landbrug, som Jerik og jeg trods alt nok har til fælles med mange unge i denne branche, siger han.