På konferencen skal de op mod 100 deltagere drøfte, hvordan læringen fra kampagnen kan bruges som løftestang for nye innovative landvindinger i landbrugsbyggeriet.

Kampagnen startede med en idekonkurrence, hvor konsortier af arkitekter og entreprenører m.fl. kunne byde ind. Resultatet af konkurrencen var seks nyskabende bud på konkrete gård-projekter. Det var tilbage i 2007.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Siden har Realdanias kampagne "Fremtidens landbrugsbyggeri" sat nye standarder for samspillet mellem arkitektur, landskab og landbrugsbyggeri. Det er sket både under realiseringen af tre af idekonkurrencens gårdprojekter og i arbejdet med de tre, der endnu ikke er gennemført.

Kampagnens resultater bliver delt i dag, hvor op mod 100 landmænd, entreprenører, arkitekter, planlæggere og leverandører har takket ja til Realdanias invitation til dialog om, hvordan man fremover kan bruge og forankre den viden, kampagnen har genereret.

Konferencen finder sted på Bramstrup Gods lidt uden for Odense og byder blandt andet på pa-neldebat og oplæg om landbruget som vækstmotor. Der er også en projektbasar, hvor der er mulighed for at tale med landmænd og arkitekter bag de seks innovative gårdprojekter.

Det åbne land

Realdania håber, at kampagnen har været med til at sikre, at fremtidens landbrugsbyggeri udvikler sig økonomisk, bæredygtigt og optimalt indtænkt i det danske landskab.

Og ifølge adm. direktør i Realdania, Jesper Nygård, så vil man fortsat have fokus på det åbne land:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi ser det åbne land som en dobbelt ressource, og vi vil gerne prøve at finde nye veje til, hvordan man kan gøre produktionslandskabet rekreativt og det rekreative landskab produktivt. Derfor vil vi gerne i dialog med både landbrugets parter, energiselskaberne, de grønne organisationer, turismeerhvervet, kommunerne og de mange energiske ildsjæle ude omkring i landet, så vi sammen kan udvikle og skabe nogle konkrete projekter, der lige som Fremtidens Landbrugsbyggeri kan være eksempler, som kan vise vejen og inspirere andre, siger han.

Erfaringsudveksling

Realdania benytter også arrangementet på Bramstrup Gods til at offentliggøre et erfaringskatalog om kampagnens resultater. Målet er at øge videndelingen mellem landmænd, arkitekter, bygherrer og kommuner om fremtidens landbrugsbyggeri.

Erfaringskataloget kan downloades fra kampagnens hjemmeside www.fremtidsgarde.dk  Her er der også mulighed for at se en dokumentarfilm om gårdprojekterne.