Websitet anvender cookies og lokal lagring bl.a. for at huske dine indstillinger og til statistik.
Ved at bruge sitet accepterer du dette.   Læs mere

OK

Den perfekte læssetraktor med finish

Af Morten Damsgaard - 29. jan. 2016 KL. 13:12

  • ww182640_1
  • ww182640_2
  • ww182640_3
  • ww182640_4
  • ww182640_5
  • ww182640_6
  • ww182640_7
  • ww182640_8
  • ww182640_9
  • ww182640_10
  • ww182640_11
  • ww182640_12
  • ww182640_13
  • ww182640_14
  • ww182640_15
  • ww182640_16
  • ww182640_17
  • ww182640_18
  • ww182640_19

Claas viser med den nye Arion-serie, hvordan en moderne frontlæssertraktor skal se ud med god plads og udsyn. Traktoren kan skræddersys til behovet - men pas på med ikke at købe den for billigt.

Det er ikke let at se, at den tidligere Arion 400-serie fra Claas har ret meget til fælles med den nye. Bagtøjet og transmissionen er den samme, og det er faktisk også det eneste. Arion 400-serie årgang 2016 har fået helt ny kabine, motor og udseende.

Den nye serie strækker sig over seks modeller fra 90 til 140 hestekræfter, og netop topmodellen med 140 hestekræfter i Arion 460, er den model, som vi sætter fokus på i denne udgave af PowerGear.

citat startcitat start

Der er et fantastisk udsyn til frontlæsseren, det er noget af det bedste, jeg har set på markedet for frontlæssertraktorer

- Morten Damsgaard, PowerGear, testpilot

citat slutcitat slut

Traktoren er den fødte frontlæssertraktor, og det ses tydeligt, hvis der vælges det nye glastag, som Claas kalder for Panoramic. Her starter forruden ved kabinens gulv, og ender først et godt stykke oppe midt på taget. 2,4 kvadratmeter glas er der i alt i den nye kabine.

Straks tænker man, at hvis der tabes en balle eller noget lignende ned over kabinens tag, så koster det en formue at skifte forruden. Men faktisk så er der en lille silikoneramme, som adskiller topruden fra selve forruden, og alt andet end lige, vil det gøre en eventuel skade mere overskueligt.

Født med læsser

Udsynet igennem forruden har man måske ikke så meget at bruge til i marken, og der kan de store glasarealer hurtigt virke som at sidde i et drivhus. Derfor kan jeg trække et gardin for top-vinduet, og solen holdes ud af kabinen.

Når først læssearbejdet begynder, så får man hurtigt trukket fra, og udsynet til frontlæsseren kan nydes i fulde drag. Der er et fantastisk udsyn til frontlæsseren, det er noget af det bedste, jeg har set på markedet for frontlæssertraktorer. Det eneste jeg kan komme i tanke om, som et minus ved det store glasareal, er, hvordan man holder topruden ren.

Claas tilbyder på nuværende tidspunkt ikke en løsning med en vasker på toppen, men arbejder dog på sagen. I en halmlade eller i stalden, kan der hurtigt drysse noget ned på kabinens top, og en rengøring kan hurtigt blive nødvendig med højtryksrenseren fra en stige eller lignende.

Den testede traktor havde ikke meget ekstraudstyr, og derfor var traktoren blandt andet udstyret med tandhjulspumper til hydraulikolie, mekaniske hydraulikventiler. Traktoren var leveret uden affjedret foraksel og kabine. Ved læssearbejdet kan det også være ligegyldigt, og fordelen ved Arion 400-serien er, at den pumpe som, forsyner liften med olie, kan kobles sammen med den primære hydraulikpumpe.

Ved læssearbejdet kan jeg dermed få et flow 98 l/min til frontlæsseren, og det er noget, man virkelig kan mærke gør en forskel.

Den fabriksmonterede integrerede frontlæsser passer rigtig til traktoren, og det går ikke udover traktorens venderadius. Traktoren er rigtig snild, og det er et stort plus på netop en frontlæssertraktor.

Frontlæsseren betjener jeg fra højre armlæn, hvor et nyt multijoystick har set dagens lys. Herfra kan jeg også skifte gear, styre liften, og i en mere specificeret version, er der også knapper til forager-gear og gemte motoromdrejninger.

Joysticket ligger rigtig godt i hånden, og jeg skifter mellem de 16 powershiftgear fordelt over fire grupper med tommelfingeren. De 16 gear er både til rådighed i frem og bak, og det betyder, at selv i de lange køresiloer, er jeg hurtigt tilbage til fuldfodervognen med endnu et læs foder.

Godt udsyn fremad

Joysticket kan låses, når traktoren eksempelvis bruges i marken, men det er bestemt ikke let at komme til at dreje på den kontakt, som låser joysticket, og jeg tror derfor aldrig, at man får det gjort. Derfor må Claas gerne sætte den knap mere hensigtsmæssigt.

Det gode udsyn ud til frontlæsseren forstærkes også af god plads omkring forruden, hvor der er plads til flere ting. Det er nok også nødvendigt, for bagved førersædet er der ikke meget plads. Jeg føler, at jeg sidder meget tæt på bagruden, og naturligvis hører Arion 400-serien til de mindre traktorer, men med den seks stolpede kabine runder de to bagerste sideruder meget, og det gør, at man føler sig en smule klemt, når man kigger bagud til redskabet i marken. Men så længe man kigger frem på frontlæsseren, er der intet problem med udsynet.

Til venstre for chaufføren er der mere aflægningsplads, da der eksempelvis er blevet plads til et fint passagersæde, og når det klappes op, er der opbevaringsplads under sædet.

Knapperne i kabinen sidder i en god afstand til chaufføren, og eksempelvis er hydraulikudtagene vinklet, så de sidder godt for chaufføren. Liftmusen ligger godt i hånden, og fingerspidserne kan betjene liftens kontakter samtidigt med, at hånden hviler på liftmusen.

Et lille ønske til højre side i kabinen, er dog bedre lys i de små knapper til eksempelvis firehjulstræk og differentialespærre, samt autogear-valg, hvis det var på traktoren. Det er ikke let i solskin, at se om knapperne er aktiveret eller ej.

Til trods for traktorens størrelse, så leveres traktoren som standard med en pedal til hurtigt at slå rattet op og ned. Det er virkelig en stor fordel ved især en frontlæssertraktor, hvor man hurtigt skal ud og ind.

Dog skal man passe på med at være for hurtig, da trinene til kabinen er placeret meget tæt, og det gør det lettere at komme ind i traktoren end ud af den. Med en nogenlunde normal dækmontering, er jeg sikker på, at trinene sagtens kan få en mindre stejl stigning med mere plads mellem trinene.

Også til marken

Quadrishift har Claas navngivet transmissionen, og det er en stor fordel, at jeg kan skifte igennem alle gear uden brug af kobling eller gearstang, men blot ved trykknapper.

Hvis jeg ønsker, at indstille aggressiviteten i eksempelvis mit vendegear, eller bestemme, hvilket gear traktoren skal starte i, når der skiftes mellem frem og bak, så skal Arion 400-serien købes i en CIS-version. Det er kun knap 12.000 kroner mere der skal gives, for at få en udgave, som har væsentligt flere fordele, hvis traktoren bare skal bruges lidt i marken.

For traktoren gør faktisk et godt arbejde i marken. Under testen afprøvede vi traktoren med en Amazone stubharve, og til trods for den tre meter arbejdsbredde, så var traktoren på hårdt arbejde i den hårde lerjord. Der er fuld effekt til rådighed hele tiden på Arion-traktoren, og det skyldes, at den 4,5 liters firecylindret Fiat Powertrain Tecnologies (FPT) motor kører uden boost, og giver fuld effekt, selvom der hverken benyttes hydraulik og PTO-udtag.

Let service adgang

Traktoren er opgivet til maksimalt 140 hestekræfter på motoren, og i PowerGear har vi målt 136 hestekræfter på PTO'en og 533 Newtonmeter, hvilket fortæller om et solidt bundtræk og en momentstigning på hele 40 procent.

Det vil med andre ord sige, at den effekt som Claas opgiver også til stede i praksis.

Traktoren kører med ren SCR-teknologi for at overholde Stage IV-motorkravene. At der benyttes ren SCR-teknologi betyder, at det eneste chaufføren skal gøre, er at hælde AdBlue på traktoren, og til gengæld skal man ikke bekymre sig om recirkulering af udstødningsgassen eller dieselpartikelfilter, som kræver service.

Traktoren benytter en SCR-katalysator og en DOC-katalysator, som begge er vedligeholdesfrie.

Generelt er service-adgangene gode, når man tænker på traktorens størrelse, og langt det meste service i motorrummet kan klares, uden der skal fjernes sideplader.

Batteriet tilgås let fra højre side, hvor det er placeret i et skab, som let åbnes, og hvor der over batteriet er plads til værktøj i en værktøjskasse. Kassen er ikke stor, men traktorens størrelse taget i betragtningen, så passer størrelsen godt. Bag på traktoren fyldes sprinklervæske let på beholderen, som jeg kan nå fra jorden, og når jeg står bag traktoren, så glæder jeg mig over, at samtlige hydraulikventiler er placeret i venstre side af traktoren, og ikke nok med det, så peger de også 45 grader ud mod baghjulene, så det er let at montere og afmontere hydraulikslanger.

Mange pakker

Claas kan med Arion 400-serien levere en traktor, som kan udstyres netop som chaufføren ønsker det. Det sker igennem flere 'pakke-løsninger', hvor man ved køb sætter traktoren sammen, så den passer til opgaverne. Men Claas Arion 400-serien kan købes for billigt.

Den afprøvede traktor havde 'Hydraulikpakken' og 'Læssepakken' monteret, hvilket betyder, at der er mulighed for at koble begge pumper sammen, samt en fabriksmonteret frontlæsser med Panormic-tag.

Med de to pakker løber traktoren op i 743.250 kroner i listepris. Vælger man 'Teknikpakken' skal der findes yderligere 12.380 kroner - men jeg synes bestemt ikke at man skal spare de 12.200 kroner.

'Teknikpakken' rykker traktoren op i en CIS-version, som har flere fordele. Som nævnt giver den en række fordele i marken med forager-gear, og hukommelse af motoromdrejninger til PTO-arbejde. Desuden får man en lille terminal, hvor funktionerne sættes op. Det gør traktoren markant bedre til markarbejde, som traktoren har vist, at den sagtens kan håndtere under PowerGear-testen.

For 36.000 kroner ekstra kan der vælges en affjedret foraksel. Og det er Carraros enkeltophængte foraksel affjedring, som desværre har mange smørenipler, men giver en fantastisk førerkomfort. Det vil jeg også kraftigt overveje, hvis man påtænker at sende traktoren det mindste uden for køresiloen.

En anden ting jeg godt kunne ønske mig i fremtiden, er et overgear til vejkørsel. Det er ikke sikkert, at traktoren kommer meget på vejen, men ofte vælges en frontlæsse-traktor frem for en teleskoplæsser, hvis eksempelvis fuldfodervognen skal flyttes på grund af kvier, som placeret på en anden ejendom, eller der skal hentes foder over større afstande med fuldfodervognen. På vejen kører traktoren med 2.200 omdrejninger i minuttet for at nå de 40 kilometer i timen.

Importørkommentar:

Af Morten Nørtoft Jørgensen

Claas Arion 400-serien er bygget til at være traktoren til alle de små jobs på bedriften, men som denne test viser kan den også være med i marken. Der er mange muligheder for at skræddersy Arion 400 til den enkeltes behov, og her er det selvfølgelig vigtigt at have for øje, hvad traktoren skal bruges til.

Arion 400 serien var den første i sin klasse til, at opfylde Stage IV-kravene, og netop på grund af de nye krav, er det en helt nykonstrueret traktor til trods for, at den deler navn og modelbetegnelser med forgængeren.

Med Panaromic-kabinen, som er helt unik og en betjening i særklasse inden for størrelsen, er Arion 400-serien den perfekte frontlæssertraktor.

Vi vil opfordre alle, der overvejer en ny traktor i denne klasse ? især med frontlæsser ? til at kigge nærmere på Arion 400. Der står traktorer ude ved de lokale Claas-forhandlere, og især Panaromic-kabinens udsyn skal opleves ?live?.

Plusser

Udsyn til frontlæsser

Rat-indstilling med pedal

Multi-joystick

Let service adgang

Armlæn indstilling

Minusser

Lås af joystick

Trin til kabinen

Lys i knapper i højre side

Intet vejgear

Smal bagrude.

Lydmåling

Ved tomgang i stilstand, blæser slukket: 60 dBA (750 omdr/min)

Ved tomgang i stilstand, blæser fuld tryk: 70 dBA (750 omdr/min)

Ved maksimal gas i stilstand: 73 dBA (2250 omdr/min)

Ved 40 km/t på vejen: 79 dBA ( 2200 omdr/min)

Ved 7,5 km/t i marken foran harven: 71 dBA (1700 omdr/min)

Tekniske specifikationer

Motortype: FPT

Slagvolumen, l: 4,5

Nominel effekt kW/hk: 99/135

Maksimal effekt, kW/hk: 104/140

Moment, nm: 570

Egenvægt i alt, kg: 5.100

Transmission: Quadrishift, 16/16

Brændstoftank, l: 190

AdBlue tank, l: 22

Hydraulikydelse, l/min: 98

Maksimal løftekap. i bag, kg: 5.750

Maksimal løftekap. i front, kg: 2.800

Totallængde, m: 4,4

Højde, m: 2,7

Akselafstand, m: 2,5

Venderadius, m: 4,9

Fordæk: 480/65 R28

Bagdæk: 600/65 R38

Dette koster Claas Arion 460:

Pris på afprøvet traktor inkl udstyr: 759.160 kroner

Uddrag af udstyr på test-traktor:

Forberedt til frontlæsser, inkl. Panoramic forrude: 52.810 kroner

Frontlæsser: 46.000 kroner

Yderligere muligt ekstraudstyr:

Teknik-pakken: 12.380 kroner

Affjedret foraksel: 36.030 kroner

LS-hydraulikpumpe: 15.120 kroner

Få nyhederne først!Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og vær på forkant med dagens landbrug.

 

Læs maskinbladet på

Læs maskinbladet på desktop

Desktop

Læs maskinbladet på tablet og smartphone

Tablet & smartphone

Læs maskinbladet på nyhedsbrev

Nyhedsbrev

Læs maskinbladet på print og iPaper

Print og iPaper

reklame