Befolkningen i verden stiger, og det sætter pres på efterspørgsel af fødevarer og dermed produktionen. En bæredygtig landbrugs-og fødevaresektor står derfor centralt i forhold til at levere på FN's verdensmål.

Derfor deltager Karen Hækkerup, adm. direktør, Landbrug & Fødevarer i FN's årlige event High-Level Political Forum 2018 i New York, hvor lande fra hele verden diskuterer løsninger på de 17 verdensmål.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det skriver L&F i en pressemeddelelse.

- I den danske fødevareklynge vil vi meget gerne tage ansvar ift. at nå verdensmålene, og vi gør det allerede. Vi kan f.eks. bidrage med sunde og sikre fødevarer til hele verden, som er produceret på en bæredygtig og ansvarlig måde. Det gør vi allerede i stor stil, men vi lægger os hele tiden i selen for at blive endnu bedre, og det skal vi arbejde meget mere med, siger Karen Hækkerup.

I september 2015 vedtog verdens regeringsledere i FN de 17 verdensmål, der frem mod 2030 skal sikre en mere bæredygtig verden.I den forbindelse forpligtede regeringslederne sig til at lave nationale handlingsplaner for at nå målene, og det er netop det arbejde, der afrapporteres på i disse dage.

Integreret del

Landbrug & Fødevarer har valgt at fokusere på at producere mere med mindre, og i den forbindelse offentliggøres en publikation i samarbejde med State of Green med konkrete eksempler på dette fra fødevareklyngen ved et side event i New York.

Et særligt område, hvor den danske fødevareklynge har spidskompetencer, er inden for cirkulær bioøkonomi:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er et godt eksempel på, hvordan landbrugs-og fødevaresektoren kan bidrage til at nå verdensmålene og sikre samfundsgevinster. Vi er allerede rigtig langt, men vi skal være endnu bedre til at bruge teknologier, der sikrer høj udnyttelse af ressourcer og restprodukter fra produktionen, siger Karen Hækkerup.

I den danske bioteknologivirksomhed Novozymes har man i adskillige år arbejdet specifikt med verdensmålene.

- I Novozymes har bæredygtighed altid været en del af vort DNA; det er vor strategi - og ikke udelukkende et skilt på en kontordør, siger Peder Holk Nielsen, adm. direktør i Novozymes.

Virksomheden arbejder bl.a. med mikrobielt landbrug, hvor man ved hjælp af svampe og bakterier kan forbedre udbytterne væsentligt på den samme mængde areal. Samtidig mindsker det også nødvendigheden af kunstgødning.

- Behovet for at forbedre udbytterne i landbruget stiger i disse år voldsomt. Biologiske løsninger i hele den landbrugsmæssige værdikæde rummer næsten uanede muligheder - og vil udgøre et meget væsentligt bidrag til på bæredygtig vis at nå den store udfordring at brødføde knap 10 milliarder mennesker i 2050, siger Peder Holk Nielsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Og Novozymes står ikke alene. Rigtig mange virksomheder fra fødevareklyngen har indarbejdet verdensmålene i deres strategier.

Investeringer i verdensmål

Det er også noget, som den danske investeringsfond for udviklingslandene, IFU, kan mærke i deres daglige arbejde.

Derfor har IFU også netop i år etableret en særlig fond - den såkaldte Danish SDG Investment Fund - der via direkte investeringer i udviklingslande skal understøtte FN's verdensmål.

- Dansk landbrug og danske fødevarevirksomheder er blandt de mest bæredygtige og effektive i verden, og vi har rigtige gode erfaringer med at investere med dem i udviklingslande, hvor vores fælles projekter har en positiv, lokal effekt. Verdensmål #2 vil derfor også være et oplagt investeringsområde for Danish SDG Investment Fund, siger Tommy Thomsen, der er adm. direktør i IFU.

Arrangementerne i New York varer frem til onsdag den 18. juli.