Efter en flot og resultatskabende regeringsperiode og også et ganske flot valg for Venstre, er det skuffende og pinagtigt at se, hvordan ledelsen i partiet agerer i øjeblikket. Folketingsgruppen har tilsyneladende konstitueret sig lidt uden om vælgernes tale.

Inger Støjberg, som fik næstflest personlige stemmer, blev forbigået og kom ikke med i ledelsen af folketingsgruppen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Kristian Jensen går efterfølgende, nu gruppeformand for folketingsgruppen, direkte imod den midtsøgende politik, som var en del af valgkampen. Han erklærer, at han ser Venstre som et samlende parti i blå blok. Hermed går han op til Venstres sommergruppemøde direkte imod venstre-formand Lars Løkke Rasmussens politiske linje, som er midtsøgende og åben over for politiske muligheder.

Debatten om partiets fremtidige linje er naturligvis helt relevant, og en del af det, som naturligt skal debatteres, bearbejdes og finde en konstruktiv løsning på sommergruppemødet i weekenden. Det er det, vi forventer af vores folkevalgte repræsentanter i partiet.

For åbent tæppe

Efter min mening skal det bare ikke foregå for åbent tæppe i medierne.

Med den opførsel får hele spillet mere karakter af intern personlig positionering og har karakter af underholdning for befolkningen i sommervarmen. Mere end det giver indtryk af seriøst politisk arbejde for at fastlægge det største oppositionspartis fremtidige politiske linje.

Jeg vil på det kraftigste opfordre til, at Venstre toppen glemmer personlig profilering og går til sommergruppemøde med en langt større ambition om at formulere visionær og konstruktiv politik for Danmarks fremtid. Og om hvordan partiet kan spille en seriøs og førende rolle som Folketingets største oppositionsparti. Det er det, vælgerne forventer!

Artiklen fortsætter efter annoncen

Rigtig godt sommergruppemøde.