Mange marker er i øjeblikket plaget af våde søer af vand. Vand, som ikke kan trænge ned i jorden og således kan skade de tidlige afgrøder.

- For en del landmænd bliver konsekvensen, at de må i gang med såmaskinen igen, for afgrøderne risikerer at blive skadet af de store pletter af vand, som vi ser rundt om på markerne, siger planteavlskonsulent Carsten Fabricius fra LMO.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi ser ofte, at drænene ikke fungerer ordentligt, så jeg vil da gerne opfordre til at få undersøgt de steder, hvor vandet typisk samler sig.

- Carsten Fabricius, LMO

Der er i øjeblikket stor debat om vandløb og om betydningen af rensning af disse, men landmanden kan ofte gøre sig selv en tjeneste ved at få undersøgt sine dræn på markerne.

- Vi ser ofte, at drænene ikke fungerer ordentligt, så jeg vil da gerne opfordre til at få undersøgt de steder, hvor vandet typisk samler sig. Man er også nødt til at følge drænene på vejen ud mod vandløb, om der er steder, hvor drænene er ødelagt eller kapaciteten er nedsat. Det kan være godt givet ud at få skiftet udtjente dræn, så vandet kan ledes væk igen, siger Carsten Fabricius og fortsætter:

- Vi står mange steder med meget gamle dræn, som skal vedligeholdes - og som til tider er blevet forsømt. Derfor står vi over for en stor udfordring med at reparere og tilpasse drænene i markerne til nutidens større vandmængder.

Marker, som dyrkes pløjefrit, har i øvrigt en større evne til at absorbere vandet, men hvis drænene er ødelagte, vil vandet også samle sig på disse marker, understreger planteavlskonsulenten.