DEBAT: Bæredygtigt Landbrug kommer i et debatindlæg i denne avis med fejlagtige oplysninger om årsagen til iltsvind. Foreningen påstår, at iltsvind udelukkende skyldes udledning af fosfor fra renseanlæg, og at det ikke kan kædes sammen med landbrugsdrift. Det er ikke rigtigt.

Iltsvind kædes hovedsageligt sammen med kvælstof og her er landbruget den største udleder. 66 procent af kvælstofbelastningen kommer herfra, mens 11 procent stammer fra renseanlæg. De resterende 23 procent er baggrundspåvirkning via nedfald fra regn og havets tilstrømning fra andre lande.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hvad angår fosfor, så udledes der ifølge Novana-rapporten 2016 omkring 2300 ton fosfor til vandmiljøet om året. Ifølge punktkilderapporten stammer godt 20 procent fra renseanlæg, mens landbruget tegner sig for langt den største del af den resterende påvirkning.

Der er således intet belæg for at påstå, at udledning fra danske renseanlæg er den eneste årsag til iltsvind, tværtimod.

Bæredygtigt Landbrug påstår i debatindlægget også, at fund af E-colibakterier denne sommer ved nogle badestrande skulle stamme fra renseanlæg. Årsagen til fundene er ikke klarlagt. Men det ville generelt kun kunne lade sig gøre, de kom fra kloakken, hvis der faldt så store mængder regn, at der skete overløb. Og alle ved, vi i flere måneder netop har gennemlevet historiens værste tørke.

Bæredygtigt Landbrug burde i stedet for at komme med grundløse påstande i stedet anerkende, at renseanlæggene har nedbragt udledning af både fosfor og kvælstof meget betydelig siden midten af 1980'erne. Danva vil i hvert fald gerne rose landbruget for, at man i samme periode har haft en reduktion af sin udledning. Den fælles indsats gavner vandløb, søer, fjorde og have samt de grundvandsmagasiner, der påvirkes af den nedsivende nitrat under markerne.

Om udledningerne er på et niveau, så man kan imødegå iltsvind, det er op til forskerne og fagkundskaben at vurdere. Og så skal politikerne med regulering sikre, at vandmiljøet er i økologisk god tilstand i henhold til EU's Vandrammedirektiv. Generelt udleder renseanlæggene mindre, end de har tilladelse til, fordi de renser bedre end de krav, der politisk stilles til dem. At der er styr på vandmiljøet i de bynære områder, ja, det vidner blandt andet de stadig flere havnebade om.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Danva vil gerne opfordre Bæredygtigt Landbrug til for fremtiden at præsentere danskerne for korrekte data. Det gavner hverken befolkningen eller den fælles indsats for at skåne vandmiljøet at bygge sine argumenter på faktuelt forkerte påstande.

Læs Jens Iversens debatindlæg her: Debat: Byernes udledning er en trussel mod vandmiljøet