De danske forbrugere er interesseret i, hvor kødet stammer fra. Faktisk synes ni ud af ti, at oplysninger på emballagen om køds oprindelsesland er 'meget vigtige' eller 'forholdsvis vigtige'. Det viser en undersøgelse, som Forbrugerrådet har lavet blandt 970 forbrugere, skriver politiken.dk.

I dag er der krav om mærkning på oksekød og fjerkræ fra lande uden for EU. Men nye regler er på vej, og ved udgangen af 2014 vil der blive stillet yderligere krav om mærkning med oprindelse på kød fra svin, får, geder og fjerkræ.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Derudover skal EU Kommissionen se på, om kødets oprindelsesland skal oplyses, når det indgår som en af flere ingredienser i en fødevare.

- Den kommende EU-forordning, der stiller krav til yderligere oprindelsesmærkning, er derfor et skridt i den rigtige retning. Der er dog stadig huller i reglerne, og vi synes godt, at EU kunne være mere ambitiøse i forhold til at fortælle forbrugerne om, hvor maden kommer fra, siger Forbrugerrådets formand, Anja Philip, ifølge politiken.dk.

Seks ud af syv af de adspurgte forbrugere synes også, det er vigtigt, at oprindelseslandet fremgår på frisk frugt og grønt, mens halvdelen også mener det, når de køber kaffe og te.