Efterspørgslen på øko-varer stiger ikke bare i Danmark, men også globalt. Verden over blev der samlet set solgt økologiske varer til en værdi af 80 milliarder dollars i 2014 - svarende til cirka 533 milliarder danske kroner.

Det viser en ny rapport fra det schweiziske forskningscenter FiBL og den internationale økologiske organisation, IFOAM. Dermed er den globale øko-omsætning steget 11 procent på et år.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Danskernes store interesse for - og tillid til - økologi er årsagen til, at vi igen indtager førstepladsen

- Per Kølster, formand for Økologisk Landsforening.

Rapporten viser også, at Danmark stadig er verdens førende økologi-nation med en økologisk andel af det samlede fødevaresalg på 7,6 procent. På henholdsvis anden- og tredjepladsen ligger Schweiz og Østrig med en økologisk markedsandel på 7,1, og 6,5 procent.

- Danskernes store interesse for - og tillid til - økologi er årsagen til, at vi igen indtager førstepladsen. 99 procent af danskerne kender det statskontrollerede røde Ø-mærke. Mærket har bidt sig fast hos danskerne som en garanti for flere ting på samme tid: Rene fødevarer uden rester af sprøjtegift, en miljøvenlig produktion, der skåner vores fælles drikkevand og natur mod kemi samt en høj dyrevelfærd, hvor dyrene har god plads og kommer ud under åben himmel, siger Per Kølster, formand for Økologisk Landsforening.

Rekordstort eksportfremstød

Den internationale rapport offentliggøres samtidig med, at dørene åbnes til verdens største økologi-messe, BioFach i Nürnberg. Her står et rekordstort antal danske øko-virksomheder klar til at udnytte den stigende øko-efterspørgsel på eksportmarkederne. I alt 49 virksomheder er repræsenteret på den danske fællesstand, som arrangeres af Økologisk Landsforening sammen med netværket Bio Aus Dänemark.

- Den stigende globale efterspørgsel på økologiske varer giver et stærkt eksportpotentiale for danske øko-virksomheder. Dansk økologi er eftertragtet i udlandet og forbindes med høj troværdighed, kvalitet og innovation. Især tyskere, svenskere, franskmænd og hollændere har fået smag for de danske øko-varer, men også lande uden for EU viser stigende interesse, siger markedschef for eksport i Økologisk Landsforening, Helene Birk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den danske øko-eksport er cirka syvdoblet på 10 år. Danske virksomheder solgte i alt øko-varer til udlandet for 1.721 millioner kroner i 2014, hvilket er en stigning på 12 procent i forhold til året før. Helene Birk, forventer, at øko-eksporten når minimum tre milliarder i 2020.