Danmarks Økologiske Jordbrugsfond har rejst mere end 26 millioner kroner. De penge skal nu arbejde for mere økologi, bedre natur og miljø samt bidrage til generationsskifte i dansk landbrug. Det skriver Økologisk Landsforening i en pressemeddelelse.

- Vi er så glade for den store opbakning, der har været til at købe aktier i Danmarks Økologiske Jordbrugsfond. På fem måneder har mere end 600 aktionærer købt aktier for godt og vel 26 millioner kroner. Vores investorer har set en interesse i at købe aktier, på trods af at det økonomiske afkast bliver beskedent. Til gengæld kommer der til at stå bæredygtighed og en god fremtid for landbruget på bundlinjen, udtaler formanden for Danmarks Økologiske Jordbrugsfond, Lars-Christian Brask.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Danmarks Økologisk Jordbrugsfond har via sit datterselskab Dansk Økojord A/S i perioden 1. september 2017 - 31. januar 2018 udstedt aktier. Dansk Økojord a/s har til formål at opkøbe konventionelle landbrug og lægge dem om til økologisk produktion til gavn for natur, miljø og klima. Det er selskabets intention at finde egnede unge forpagtere til disse ejendomme og derved hjælpe et generationsskifte på vej.

- Vores formål er at få omlagt så meget jord til økologisk drift som muligt. Men der skal også være en god forretning i bedriften. Vi er derfor meget optagede af at finde egnede forpagtere samtidig med, at vi finder egnede ejendomme. Med vores kapital kombineret med realkreditfinansiering er der midler til at købe tre-fem ejendomme afhængig af produktionen. Det flytter ikke dansk landbrug lige nu og her, men det kan være en model for, hvordan vi får landbruget ud af den tredobbelte krise, det befinder sig i: En gældskrise, en miljøkrise og en krise for generationsskiftet. Vi håber, vi kan vise, hvordan man i fremtiden kan finansiere et landbrug, der drives i pagt med naturen og ikke på trods af naturen, siger direktør i Danmarks Økologiske Jordbrugsfond, Kim Qvist.

- Med 26 millioner kroner i betroede midler føler vi et særligt dedikeret ansvar over for vores investorer til at sikre, at netop deres penge får den rette placering. Det ansvar ser vi frem til at løfte. Vi ser også frem til at arbejde videre med en eventuel ny tegningsrunde og samarbejde med mulige investorer så det formål, som mange allerede har investeret i, kan udfolde sig yderligere i fremtiden, slutter formanden Lars-Christian Brask.