Da man i 2004 besluttede, at kødkontrollen på de danske slagterier fremover skulle udføres af tilsynsteknikere frem for dyrlæger, skulle der uddannes en række tilsynsteknikere.

Regningen for uddannelsen blev sendt til de danske slagterier som et forhøjet gebyr for kødkontrollen. Det daværende Kødbranchens Fællesråd mente ikke, at det kunne være rigtigt, og de anlagde derfor sag mod det der dengang hed Ministeriet for Fødevarer,Landbrug og Fiskeri og Fødevarestyrelsen. Nu er sagen nået til Østre Landsret, hvor advokat Hans Sønderby Christensen fører sagen for Danske Slagtermestre. Østre Landsret har bedt EU-Kommissionen om at tage stilling til spørgsmålet, og nu er svaret kommet. Fra EU-Kommissionen lyder det, at det ikke er lovligt at opkræve udgifterne til uddannelsen af tilsynsteknikere gennem et forhøjet gebyr for kødkontrol. Det er noget, der glæder direktøren hos Danske Slagtermestre.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg er rigtig glad for indstillingen fra EU, og jeg mener, at den er meget fair. Der er ingen andre steder, hvor virksomheder skal betale for uddannelsen af de ansatte i det offentlige, der skal varetage kontrollen af virksomhederne, siger Torsten Buhl.

Det er stadig op til Østre Landsret at afsige dom i sagen, men når EU-Kommissionen har indstillet så klart, som tilfældet er, vil det være et særsyn, hvis Østre Landsret ikke følger den linje.

Erstatning

Det daværende Kødbranchens Fællesråd søgte desuden om tilbagebetaling af de penge, som er blevet betalt for meget i gebyr. Hvis Danske Slagtermestre vinder sagen, forventer Torsten Buhl, at hans medlemmer vil modtage den erstatning, som han dog endnu ikke kender størrelsen på. Torsten Buhl fortæller desuden, at det kun er i kvægbranchen, man kan se frem til erstatning, da hverken svine- eller fjerkræbranchen valgte at være en del af det oprindelige sagsanlæg. Begge disse brancher vil dog også nyde godt af de ændrede regler fremover, hvis Danske Slagtermestre vinder sagen.