Siden 1. februar 2012, hvor Fødevareministeriets nye tast selv-system til ansøgning om EU-støtte åbnede, har systemet haft mange nedbrud og kørt meget langsomt.

Systemet, der skal håndtere ansøgninger om EU-støtte for omkring syv milliarder kroner, har skabt megen frustration blandt landmænd og deres rådgivere og været genstand for en del kritik. Det oplyser vfl.dk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer har forsøgt at få fødevareminister Mette Gjerskov til at gå ind i sagen, og Dansk Landbrugsrådgivning DLBR har klaget over systemet til Folketingets Ombudsmand.

Risikerer træk i støtten

Der bliver årligt indsendt cirka 47.000 ansøgninger om EU-støtte, hvoraf cirka 30.000 ansøgninger indsendes af planteavlskonsulenter på vegne af landmænd.

Nu viser en ny undersøgelse, som Videncentret for Landbrug har foretaget blandt de ledende planteavlskonsulenter, at 64 procent ikke regner med at blive færdige med ansøgninger om EU-støtte til fristen udløber den 30. april.  

Det kan få alvorlige konsekvenser for landmændene frygter Carl Åge Pedersen, direktør for Planteproduktion, Videncentret for Landbrug.

- Konsulenterne er på kontorene både nat og dag og på helligdage for at nå at få ansøgningerne færdige til tidsfristen den 30 april. Hvis de ikke når det eller der er der fejl i ansøgningerne, så kan det betyde at landmændene får træk i deres EU-støtte, siger han.