Høsten er i fuld gang og det vælter i disse dage ind med rug hos Danish Agro. Siden 2010 har danske landmænd øget deres årlige produktion af rug betydeligt fra cirka 58.000 hektar til cirka 122.000 hektar. Det ses blandt andet på mængden af indleveret rug hos Danish Agro, der er mere end fordoblet i samme periode.

Direktør Henning Fogh fra Danish Agro siger om udviklingen:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Den øgede produktion af rug skyldes ikke, at der eksempelvis spises mere rugbrød blandt danskerne. Danish Agros leverancer af dansk rug til de danske møller har ligget stabilt gennem de senere år og bruges i dag i mange typer fødevarer. Forklaringen skal findes blandt danske grise, der har fået smag for rug, siger Henning Fogh.

Det skyldes ikke mindst de gode egenskaber, som rug, ifølge produktchef hos Danish Agro, Arne Ringsing, kan bidrage med hos de danske svin.

- Hos Danish Agro har vi længe talt varmt for rug, som et godt supplement i svinefoderet, da det har en række fordele. Rug giver for eksempel en bedre mæthedsfornemmelse for grisene end for eksempel hvede. Fuldstændig ligesom at rugbrød mætter mere end hvidt brød hos mennesker. Når grisene føler sig mætte giver det mere ro i stalden, som er positivt i forhold til grisenes trivsel, og det høje indhold af fiber i rug er samtidig med til at afhjælpe mavesår. Vi kan se at kødprocenten generelt er bedre, når der har været benyttet rug i foderet, siger Arne Ringsing.

Tilbageholdende

Traditionelt har landmænd været tilbageholdende med at bruge rug i foderet, men den øgede fokus på trivsel og sundhed har igen gjort rugen interessant for landmændende at anvende i slagtesvine- og sofoder.

- Bruges rug rigtigt i foderet kan det være med til at sikre både tilvækst og trivsel hos den enkelte gris. Det er rigtigt at rug kan være ramt af meldrøjer, som er en svampeart, der er uønsket i foderblandinger, men ny teknologi gør at det i dag er muligt at fjerne de uønskede svampe sporer fra kornet. siger Arne Ringsing.