De danske forbrugere holder med nød og næppe fast i førstepladsen, når det handler om, hvem der køber flest økologiske varer. Det viser nye tal fra Eco Web, der har opgjort, hvilke lande, der har de mest økologi-orienterede forbrugere. I 2016 var markedsandelen for økologiske varer 9,6 procent i Danmark, men svenskerne haler hastigt ind på de danske forbrugere med en markedsandel på 8,7 procent i 2016.

Samlet set omsatte de svenske forbrugere fødevarer for knap 300 milliarder kroner i 2016. Hele 25,4 milliarder kroner blev brugt på økologi. Tallene viser også, at eksporten af danske, økologiske fødevarer til Sverige fra 2013-2015 næsten er fordoblet til omkring 400 millioner kroner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det gør Sverige til Danmarks næststørste eksportmarked for økologi. Den store stigning i øko-eksport til det svenske broderfolk skal gerne øges de kommende år. Derfor er Landbrug & Fødevarer draget over sundet sammen med Kronprinsparret og miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V).

Karen Hækkerup, der er administrerende direktør i Landbrug & Fødevarer, siger:

- Danmark er verdensmestre i økologi, men det er skønt, at svenskerne bider os i haserne. Den voksende svenske interesse for økologi giver fantastiske muligheder for at lande gode aftaler og få afsat flere danske højværdi-fødevarer. Jeg er stolt af den store efterspørgsel på danske kvalitetsprodukter i Sverige, og jeg tror bestemt, at vi kan øge eksporten yderligere.

Stort fokus på gastronomi

På turen er Landbrug & Fødevarer derfor også vært for en kokke-event, hvor to hold stjernekokke dyster mod hinanden, men der er ikke tale om en klassisk 'landskamp' mellem Danmark og Sverige.

I stedet dyster Paul Cunningham fra Henne Kirkeby Kro og svenske Niklas Ekstedt sammen mod Mikkel Marschall, der er manden bag Danmarks største kokke-konkurrence 'Sol over Gudhjem' og svenske Titti Qvarnström.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Med gastro-eventet vil vi gerne sætte fokus på regioner og kystområder uden for København, som har betydning for dansk gastronomi, siger Karen Hækkerup og fortsætter:

- Sverige er vores næststørste eksportmarked for økologi, og vi skal gerne øge eksporten endnu mere. Derfor bruger vi gastronomien til at skabe opmærksomhed om danske fødevarer.

Eksportfremstødet skal være med at sætte fokus på danske, økologiske fødevarer og på dansk kalve- og grisekød. Det er arrangeret af Den Danske Ambassade, Landbrug & Fødevarer, Dansk Industri, Dansk Erhverv, Danish Export Association, Håndværksrådet og Visit Denmark.

Der deltager ti danske, økologiske fødevarevirksomheder. Det er:

Naturmælk Amba, Arla Food Amba, Danish Crown - herunder Friland A/S og Tulip - Sweet Intentions, Østerlandsk 1889, Il Fornaio A/S, Samsø Syltefabrik A/S, Øer Is, Skee Ismejeri ApS og Orana A/S.