TYSKLAND: Gøma er vandt til at håndtere grønne gyllevogne, men siden første november er nuancen på virksomhedens nye vognen blevet noget mørkere.

- Vi er meget stolte af at kunne præsentere vores egenproducerede gyllevogn her i Hannover - og ja den er grøn lige som vognene fra naboen hjemme i Viborg. Vi synes at vi har fundet en rigtig flot grøn nuance, som kaldes Heavy Duty Grøn, og det er også den farve, vi anvender på spulevognene, siger Karsten Kammer, salgschef hos Gøma.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Udviklet på rekordtid

På trods af at det er under et år siden, at Gøma blev opsagt som forhandler af Samson, er det lykkedes for den midtjyske virksomhed at beregne og designe et produkt der er klar til produktion.

- Vi har hørt rygtet om, at udviklingen af vognen var i gang før bruddet med Samson - men det har intet på sig. Når det er sagt, så er det rigtigt, at vi var i gang med at udvikle en Gøma terminal, som vi kunne anvende på forskellige fabrikater af brugte gyllevogne. Havde vi ikke været i gang med det, havde vi ikke stået her i dag med et færdigt produkt, siger Karsten Kammer.

Terminal med få bogstaver

Terminalen leveres af den tyske producent Wachendorff, og programmeringen er foretaget af den danske virksomhed Xsist.

- Terminalen er med en 12,1? touch skærm, der efter ønsker fra vore kunder også kan betjenes med faste kontakter i kanten af skærmen. Mange føler at det er mere sikkert at anvende faste knapper frem for at berøre skærmen, og på vores terminal findes begge løsninger. Derudover kan hovedparten af vognens og bommens funktioner styres fra et joystick, siger Jakob Møller værkfører hos Gøma og tilføjer:

- I udviklingen af terminalen har vi minimeret teksten til et minimum, og anvender i stedet ikoner der forstås af alle uanset sprog og erfaring.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I programmeringen af terminalen er der arbejdet meget med at gøre det lettere at køre gyllevogn. Eksempelvis kan arbejdslys og rotorblink styres automatisk ud fra hvilke mode vognen er i. Når vognen sættes i aflæssermode, tænder arbejdslyset automatisk over nedfæderen, og når der igen skiftes transport, slukkes arbejdslyset og rotorblinket startes.

For at spaer tid og gøre det lettere at være gyllevognschauffør, løftes kranen automatisk op af gyllebeholderen og placeres i beslaget på vognen, lige så snart læsningen stopper.

Forberedt til hjultræk

Akslerne til de nye Gøma gyllevogne leveres af BPW, og på den treakslede vogn er forreste og bagerste aksel styrende. Agro Turn hedder akslerne, der er en nyudvikling fra BPW, med indbyggede vinkelsensorer og mulighed for et større styrudslag.

- For at kunne få glæde af det større styrudslag og får plads til 800 millimeter brede dæk med en højde på 165 centimeter, er der lavet udsparinger til dækkene i de to kraftige vanger, som går fra trækket og hele vejen ud til liften bag på vognen, siger Jakob Møller og tilføjer:

- BPW har ligeledes udviklet et nyt hjultræk som trækker i begge retninger, og som kan booste. En anden fordel ved det nye hjultræk er, at aksel med hjultræk dele bremsekomponenter med de øvrige aksler, og at bremserne kan serviceres uden at hydraulikdelen skal afmonteres. Hjultrækket bliver en option, og lige som meget andet udstyr er Gøma-terminalen forberedt til at kunne håndtere udstyret.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ny bom fra Harsø

Gøma samarbejder med Harsø, og derfor er vognen på Agritechnica monteret med en 36 meter brede bom fra Harsø. Betjeningen af bommen, der er med sektionsafblænding og fysisk kan arbejde i plejespor på 21, 24, 30 og 36 meter, er integreret i terminalen fra Gøma.

Bommen er med hydraulisk afvigerled og stabilisatorer, der minimerer svingninger i bommen, når der accelereres og bremses op. Afstanden imellem slangeren er på 33 centimeter, og da bommen er designet til en 25 kubikmeter vogn, er den ikke længere end vognen, og under transport er den kun 3,30 meter bred. Højden er ligeledes begrænset, så læssekranen ikke generes af bommen når der læsses.