Hos Dansk Planteværn mener direktør Tanja Andersen, at det vedtagne sprøjteforbud i de boringsnære beskyttelsesområder reelt er et politisk indgreb med en lille effekt, men hun slår fast, at planteværnsindustrien tager bekymringen for brugen af pesticider alvorligt, skriver Dansk Planteværn i en pressemeddelelse.

En bred forligskreds på Christiansborg fremlagde den 11. januar planerne for blandt andet at gennemføre et meget omdiskuteret sprøjteforbud på de såkaldte boringsnære beskyttelsesområder (BNBO), hvilket betyder, at brugen af lovlige og godkendte pesticider på de berørte arealer forbydes. Sprøjteforbuddet møder kritik fra Dansk Planteværn, hvor direktør Tanja Andersen mener, at det skrappe danske godkendelsessystem allerede sikrer grundvandet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Der er ingen beviselig sundhedsmæssig risiko for drikkevandet forbundet med dansk landbrugs nuværende brug af plantebeskyttelsesmidler. Dét sikrer en streng godkendelsesordning, en effektiv kontrol af grundvandet og ikke mindst landmændenes ansvarsbevidste brug af midlerne, siger Tanja Andersen, og hun er derfor tilfreds med, at landmændene med det politiske forlig, trods alt, som udgangspunkt tilbydes fuld erstatning for indgrebet på dyrkningsretten.

I Dansk Planteværn mener man, at den nuværende afgift på pesticider er en hæmsko for indførelsen af innovative tiltag, der vil fremme en mere bæredygtig planteproduktion. Forligspartierne har med aftalen valgt at udsætte forhandlingerne om afgifterne på pesticider indtil 2020, og det ærgrer Tanja Andersen, da man i Dansk Planteværn mener, at der allerede er et tilstrækkeligt grundlag for at justere afgiften.

På trods af det store danske fokus på at fastholde kvaliteten af vores vand, så er der i befolkningen en bekymring for brugen af pesticider, og den bekymring tager Tanja Andersen alvorligt. Hun understreger dog, at myndighederne har styr på pesticiderne, og ser positivt på initiativet om, at der fremover skal screenes for flere stoffer i grundvandsovervågningen.

Hos Dansk Planteværn er man derfor af den holdning, at forbuddet mod brug af pesticider i de boringsnære beskyttelsesområde er et stort indgreb i forhold til landbrugets brug af plantebeskyttelsesmidler i Danmark. Tanja Andersen mener desuden, at den danske pesticidanvendelse i forvejen er dobbeltreguleret igennem et af verdens skrappeste godkendelsessystemer og de høje pesticidafgifter, der er indført for at begrænse brugen af pesticider i dansk landbrug.