På under et år er dansk plantefars fra Naturli' Food rykket ind i kølediske i supermarkeder i Tyskland, Sverige, Østrig, Schweiz, England, Irland, Australien og New Zealand, skriver Food Supply DK. Derudover har Naturli' Foods indgået aftaler med tre andre lande. Det næste mål er USA.

- Jeg forventer, at plantefars har taget 10 procent af markedet for hakket oksekød inden for en tre-årig periode på vores hovedmarkeder. En madrevolution raser globalt, og vi har de grønne fødevarer, som forbrugerne efterspørger. Det er baggrunden for, at vi oplever en enorm interesse for at få vores plantefars i køledisken, siger Henrik Lund, direktør i Naturli Foods til Food Supply DK.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det var tilbage i januar i år, at Naturli' Foods introducerede danskerne for den plantebaserede fars, som var den første af sin slags på verdensplan. Dengang var forventningerne at tage tre procent af markedet for oksekød inden for tre år. Men allerede nu nærmer det sig, at Naturli' Foods har taget en andel på fem procent af salget af hakket oksekød i Salling Groups butikker.

- Vi fik en modtagelse hos kæder og forbrugere, som man kun tør drømme om, og interessen er bare vokset og vokset globalt. Vi har lavet aftaler i Holland, Spanien og Singapore, og USA er vores næste mål. USA - Home of the burger - er et strategisk vigtigt marked og et klart billede på, at plantebaserede fødevarer i rigtig god kvalitet bare kommer til at vokse og vokse, siger Henrik Lund til Food Supply DK.

Ifølge Food Supply DK er der siden årsskiftet kommet to nye varianter af plantefarsen til i Naturli'-familien. En økologisk variant baseret på kikærter og en variant lavet på baggrund af primært danske ærter.

- Vi udvikler vores nye produkter i Danmark, og det er også her, vi producerer til hele verden. Danmark er et land, som består af meget mere end frikadeller. Hvis det står til Naturli' Foods, så skal vi selvfølgelig være kendt i hele verden for klimadellen, som er 100 procent plantebaseret, fortæller Henrik Lund.