Salget af økologiske varer buldrer derud af i den svenske dagligvarehandel, hvor de svenske forbrugere har lagt 23 procent mere økologi i indkøbskurven i første halvår af 2016. Og stadig flere af de økologiske varer på svenske butikshylder kommer fra danske virksomheder.

Eksporten af danske øko-varer til Sverige er således fordoblet på fem år - fra 145 millioner kroner i 2009 til 295 millioner kroner i 2014. Alene i 2014 voksede den økologiske eksport til Sverige med hele 42 procent.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Det er især økologisk frugt og grønt og mejerivarer, der bliver eksporteret til Sverige. Men i takt med den kraftigt stigende efterspørgsel på økologi i Sverige, breder efterspørgslen fra de svenske dagligvarekæder sig også til andre typer danske øko-varer. Så vi forventer helt klart, at den positive udvikling vil fortsætte, siger Helene Birk, markedschef for eksportfremme i Økologisk Landsforening.

Hun står onsdag og torsdag den 16. og 17. november i spidsen for et rekordstort dansk eksportfremstød på den økologiske fødevaremesse, Nordic Organic Food Fair, i Malmø. Her vil 25 danske øko-virksomheder være klar til at vise dansk økologi frem for indkøbere fra hele Norden - hvor økologien generelt er på fremmarch.

- Øko-væksten i de nordiske lande - og i Sverige i særdeleshed - rummer et meget stort eksportpotentiale for danske virksomheder. Indkøberne har i høj grad blikket rettet mod Danmark, når det gælder økologi. Vores position som førende øko-nation med verdens højeste økologiske markedsandel samt den professionalisme, innovation og troværdighed, som de danske øko-virksomheder repræsenterer, vækker stor interesse på de spirende øko-markeder i udlandet, forklarer Helene Birk.

Hun har i løbet af året afholdt møder med en stribe dagligvarekæder og grossister i Sverige, Norge og Finland, der har meldt deres ankomst på den danske fællesstand til Nordic Organic Food Fair.

Et oplagt eksportmarked lige i baghaven

En af de virksomheder, indkøberne kan møde, er Tvedemose Økologi, der producerer friske, økologiske champignon.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har allerede en fod indenfor i den svenske foodservice-sektor, og vi håber nu, at messen kan bidrage til, at vi også får hul igennem til den svenske dagligvarehandel. Det er et oplagt eksportmarked for os, fordi den økologiske efterspørgsel vokser markant i Sverige, og fordi det jo ligger lige i vores baghave, siger Kirsten Hansen, medejer af Tvedemose Økologi.

Den danske fællesstand på Nordic Organic Food Fair vil være den største stand på hele messen.