Dansk landbrug kan være med til at løse udfordringen med at brødføde en hastigt voksende verdensbefolkning.

Det var budskabet fra formand for Landbrug & Fødevarer Martin Merrild, der talte på konferencen Feeding the Future arrangeret af Det Kongelige Danske Landhusholdningsselskab og Yara Danmark Gødning A/S.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Konferencen stillede skarpt på, at der bliver flere mennesker i verden, og flere får råd til og efterspørger fødevarer som kød, fisk og æg.

Det stiller store udfordringer til landbrug i hele verden, og her kan Danmark være med til at udnytte potentialet.

- Dansk landbrug er blandt de mest effektive i verden i forhold til udledning af drivhusgasser per produceret enhed, sagde Martin Merrild blandt andet om landbruget.

Han sagde videre, at danske landmænd er gode til at tage ny teknik i brug, hvilket har været med til at gøre landbruget i stand til at producere mere med mindre.

Martin Merrild viste i den forbindelse et slide, hvor de fremmødte kunne se, at produktionen i Danmark er steget fra 90'erne og op til 2012, mens kvælstofunderskuddet, fosforoverskud, drivhusgasser og ammoniaktab er faldet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Accept

Men selvom potentialet for danske landmænd til at afsætte deres varer er stort og stigende, så kræver det en accept fra befolkningen, hvis landbruget skal kunne udnytte potentialet, sagde Martin Merrild.

Her viste han et andet slide:

Hvis man i Danmark fortsætter med den gældende regulering, så kan produktionspotentialet i 2030 stige med 25 procent, beskæftigelsen vil falde med 7 procent og eksporten kan stige med 30 procent. Men hvis man fik optimale betingelser - kaldet bæredygtig intensiv produktion - så kunne produktionen i 2030 stige med 58 procent, beskæftigelsen med 14 procent og eksporten med 80 procent.

- Men det kræver befolkningsgens accept. Får vi ikke accepten, jamen så flytter potentialet til udlandet, sagde Martin Merrild.

- Vi eksporterer et miljøproblem, hver gang 1 hektar tages ud af dyrkningen herhjemme, tilføjede han.